Hvordan skal Red Barnets besættelse af krænkende, voldelige kvinder forstås?

Red Barnets interesse for kvindelige krænkere og kvindelig voldsudøvelse nærmer sig hetz og karaktermord:

Organisationens fokus på kvindelige krænkere skyldes angivelig, at der er en risiko for at overhøre, at en mor har udsat sit barn for vold eller seksuelle krænkelser. Hvordan i alverden skulle nogen kunne overhøre den risiko, når emnet vendes regelmæssigt i den danske presse? Hvordan i alverden skulle nogen kunne overhøre budskabet, når Red Barnet hele tiden taler om det? 

I 2014 fik Red Barnet afslag på en EU-bevilling til et projekt, der skulle belyse problemet med kvindelige krænkere. Men psykolog i Red Barnet, Kuno Sørensen, har været optaget af problemet siden 2012, hvor Red Barnets befolkningsundersøgelser viste, at kvindelige krænkere udgjorde 10-20%. Der var altså allerede overblik over fænomenet i 2012. Men Red Barnet var ikke tilfreds og bekendtgjorde i 2016, at der omsider var skaffet penge til en undersøgelse, der skulle give overblik over problemet, og den undersøgelse (“faghæfte”) foreligger nu. Men i selv samme faghæfte viser en større litteraturgennemgang, at kvindelige krænkere står for 5 procent af alle seksuelle overgreb mod børn, et skuffende tal for de mange tidligere ekspertvurderinger på mellem 10 og 30 procent. Alligevel bliver de 5 procent til “mindst 5 procent” på side 15 og 19 i dette faghæfte, som helt mangler litteraturliste og henvisninger. De 5 procent krænkende kvinder har været et kendt tal siden 2014.

Som i Børnerådets voldsstudie mangler der også her korrektion for tidsforbrug. Det bliver parodisk, når Red Barnet selv nævner BUPL's tal (side 15), hvor mænd udgør under 7% af arbejdssstyrken, ligesom antallet af enlige mødre i 2013 var 146.978 mod 31.935 enlige fædre. Hvis mænd og kvinder tilbragte lige lang tid med børn, hvordan ville den procentuelle fordeling så se ud?

Red Barnet har brugt meget krudt på at vise noget, vi allerede ved, og udbasunere det. Vi har fra 2007 vidst, at mødre slår deres børn i samme omfang som fædre. Vi har også vidst, at der findes kvindelige krænkere. Problemet med denne store satsning på –– med mediernes hjælp –– at udbasunere og overdrive mødres skyggesider, er, som vist gang på gang i Mediernes møgkællinger, at det påvirker den offentlige bevidsthed og bliver brugt politisk.

Foreningen Far kunne ikke bruge den skuffende krænkerprocent blandt kvinder til noget. Og skuffende er den, hvis man tager foreningens håb til et fremtidig litteturstudie i betragtning:

 

(Uddrag fra tidl. blogindlæg: Norsk Mandekonference (politianmeldt indlæg).)

Håbet deles med den norske mandebevægelse, der dog må ty til voldtægt på statistikker for at nå det ønskede resultat:

Mødre voldtager


Til gengæld kunne Foreningen bruge Red Barnets konklusion om, at mødre slår mere end fædre:

 

Men der er ikke belæg for at sige, at mødre slår mere end fædre, fastslår Ugebrevet Mandag Morgen omsider. Det er Red Barnet, der uddrager denne konklusion af Børnerådets tal. Og det er Foreningen Far, der går i byen med den. Børnerådet selv siger, at man ikke her kan tage ansvaret for, hvordan andre fortolker deres tal. 

Alt i alt er det nærliggende at spørge, hvad der egentlig ligger til grund for, hvad der rettelig kan betegnes for en regulær besættelse hos Red Barnet og dennes psykolog, Kuno Sørensen.

Foreningen Fars interesse i at opskrive både vold og krænkertendenser hos kvinder er indlysende politisk, eftersom mænds vold og seksuelle mærkværdigheder er et generelt problem for udbredelsen af troen på “ligeværdighed” inden for skilsmisseindustrien. 

Men hvordan skal Red Barnets besættelse af og ønske om at udbrede denne form for propagande forstås? 

(Fra Red Barnets materialesamling).

Fagre, nye overgrebsverden

Jeg havde en interessant samtale med en af journalisterne bag et af de højt besungne/stærkt kritiserede programmer om højkonfliktsager, der aldrig taler om vold og incest. Pågældende journalist ville gerne diskutere barnets tarv i radioen og ville til det formål udfritte mig om, hvad Tårnby Kommune baserer Linda Saugsteds angivelige personlighedsforstyrrelse på.

(Ond vilje? Lars Borring? Inkompetence? Aner det ikke). 

Her glemte jeg at sige, at han skulle spørge Tårnby Kommune, hvordan det kunne være i barnets tarv at flå den introverte Hannibal fra sin mor og anbringe ham først hos den ene og siden den anden plejefamilie –– og til sidst, lad mig gætte –– hos faren med den kriminelle fortid. 

Men så langt kom vi ikke. For jeg bad ham først definere –– det hedder INDHOLDSUDFYLDE på moderne dansk, og min brækspand står lige her til højre –– barnets tarv. Hvordan kan man diskutere noget, endsige lave et program om noget, hvis definition man ikke har knivskarpt i bevidstheden?

Men journalisten vægrede sig. Han vidste ikke, hvad det var.

Jeg fiskede selvfølgelig efter den moderne fortolkning af barnets tarv – ikke noget med nogen behovspyramide eller Børnekonventionen eller gammeldags shit som ro, renlighed og regelmæssighed. Næ, den moderne fortolkning, som ifølge Forældreansvarsloven er barnets ret til to forældre for enhver pris og uanset –- forstår man –- disse forældres eventuelle overgrebsfyldte CV. 

Den definition nåede pervers kulmination, da Statsforvaltningen gav Hafidas morder forældremyndigheden over parrets to børn, som han skulle bestyre fra fængslet. Beslutningen, der blev taget på basis af den såkaldte dødsfaldsparagraf, §15 i forældreansvarsloven, blev nemlig støttet af bl.a. daværende socialminister Manu Sareen, Børnerådet, Danske Familieadvokater og formanden for De børnesagkyndige psykologer, Michael Kaster, der alle begrundede med en henvisning til barnets tarv. 

I interview med DR2 Morgen, [s. 2, highlighted] hvor emnet var falske anklager, udtalte H3B's direktør Tanja Graabæk, at det er en forældet børnepsykologisk tilgang at fjerne et barn fra overgreb. Den moderne tilgang handler derimod om at sikre, at barnet “får placeret det her hændte [red.: overgrebet], hvor det hører til, og får nogle redskaber til at leve med det her livsvilkår, som et overgreb nu er."

Overgreb som livsvilkår. Den lader vi lige stå et øjeblik.

Og så fortsætter det: "Så uanset, om [anklagen] er sandt eller ej, så er det faktisk det bedste for barnet at sikre en kontakt i  bekyttede rammer, selvfølgelig, for barnet."

H3B yder selvfølgelig forældrerådgivning med børneperspektiv.

Hvis man tror, Graabæk står alene med den holdning, så er det bare om at tjekke Sag nr. 6 (side 21), hvor der vises forvaltningspræcedens for, at et barn skal have samvær med en far, som er en dømt krænker. 

Tanja Graabæk er den ene af to partnere i H3B's direktion. Den anden er Christian Nørgaard.

 

Helt i tråd med Hafida-beslutningen udtalte kontorchef i statsforvaltningen, Hroar Kolmos, til Altinget, at man ikke på forhånd kan sige, om en pædofil eller en voldsmand vil få samvær med sit barn eller ej. SF's Karina Dehnhardt Lorentzen  udtalte til et møde i 2008, at det ikke er sikkert, at en mand i alle tilfælde er en dårlig far, fordi han har slået mor. Udsagnet vakte forargelse –– men det var dengang. Suzuki-Torben er enig med Dehnhardt Lorentzen:

Når det gælder børn mellem 0-6 år, er deres mulighed for at undslippe overgreb helt fraværende i 75% af alle tilfælde. Her gælder det ifølge Rigshospitalet overgrebsenhed ikke om at påvirke beviskravene, men om at hjælpe forældrene og børnene med at leve med overgrebene.

Selv den store fortaler for pædofili, fædrerettighedspsykiateren og ophavsmanden til  begrebet "fædrefremmelgørelse", Richard Gardner, sagde det ligeud: 

Langt størstedelen ("sandsynligvis over 95%") af alle beskyldninger om pædofili er valide.  

“Vi bliver nødt til at fortælle, at de skal leve med uvisheden. Hvis man som familie kun har fokus på angsten, så skader det også barnet, som ikke får lov at udvikle sig i en positiv retning. Derfor er man nødt til at komme videre, og jeg synes også, vi lykkedes med det for en stor dels vedkommende," udtalte Rigshospitalets psykolog Pia Rathje til Berlingske i 2010. 

Rathje er stadig ansat som klinisk psykolog på Rigshospitalet. 

Som vi så i Sag nr. 7 samarbejder Rigshospitalets Center for Overgreb på grund af trusler fra den krænkende forælder aktivt med denne krænker, således at overgrebene kan få lov at fortsætte i ro og mag. 

Aktuelt står moren i Sag nr. 7 overfor en retssag, hvor hun med stor sandsynlighed mister bopælen over barnet til krænkeren. For hun bliver jo ved med at tale om overgreb i stedet for at samarbejde, som forældreansvarsloven siger, hun skal. 

Det er ingen nyhed, at forskning er politisk, og ifølge nyere forskning eksisterer fx moderinstinktet ikke længere. Javel, så. Men er det ikke besynderligt, at vi nu tillige begynder at se forskning, der viser, at børn, som  bliver udsat for en traumatisk oplevelse udvikler sig i positiv retning det efterfølgende år? De bliver både mere empatiske og omsorgsfulde, hedder det i ny norsk undersøgelse.

Nu går nordmændene videre for at se, om den positive virkning af vold og overgreb måske holder længere end bare et år. Lur mig, om det ikke er præcis det resultat, de kommer frem til.  

Tankegods fra fædrerettighedsbevægelsen verden over siver langsomt og ubemærket ned i mainstreammulden forklædt som samarbejde og ligestilling og andre positivt ladede ord.  

Hold øje med dine tanker, siger jeg bare. Og tjek dem regelmæssigt.

Tjek også videoen Slicing the baby cake, hvis du ikke allerede har det dårligt.