De børnesagkyndige sidder fortsat på magten efter 1. april

De børnesagkyndiges magt til i ligestillingens navn at tvinge forældre til samarbejde, også i røde sager, forbliver tilsyneladende uindskrænket i det nye familieretlige system. Trods alle de gode takter bliver det business as usual, hvis ikke disse psykologer formanes om, at beskyttelsen af børn nu skal være centralt i tænkningen på familieområdet.


På nuværende tidspunkt er alle høringssvar til de administrative forskrifter til det nye familieretlige system for længst modtaget af Børne- og Socialministeriet. Det var drøj læsning, og denne blog må give  Foreningen Far ret i, at de vil være både tunge at læse og bruge i praksis. 

På lange stræk er den overordnede politiske tænkning en indrømmelse til alle denne blogs kritikpunkter, for så vidt angår de seneste 10 års skalten og valten med børns vilkår. Det fremgår overalt i lovteksten, at barnets tarv har fået den centrale placering, det må og skal have, og at dette skal gå forud for alle andre hensyn, fra ligestilling til forældres fornemmelse for rettigheder. 

Voldsanskuelsen er blevet betydelig mere nuanceret, og man inddrager nu Istanbul-konventionens definition. Der ses forståelse for straffelovens ubevisligheder, og man tager højde for, at bevisbyrden i en socialsag ikke er lige så høj som i en straffesag. Der er ikke længere krav om domfældelse for den udøvede voldstraffesag, heller om, at der skal være tale om vold omfattet af straffelovens §§ 244/-5. Psykisk vold –– forud for lov om psykisk vold –– indskrevet som en voldsform på lige fod med andre voldsformer. Hele lovteksten går imod tidsåndens opfattelse af kvinder som løgnagtige og af børn som ofre for disse løgnagtigheder (”forældrefremmedgørelse”). Tillige er der gjort op med Forældreansvarslovens diktum om kun at se fremad. Med denne lov skal “tidligere hændelsesforløb i familien tillægges betydelig vægt”.

Men: I vejledningen om børnesagkyndige undersøgelser er alt dette glemt. Fremtidsperspektivet betones fortsat og ensidigt. Samarbejde er fortsat målet, også for de røde sager, som i dette sprog nu hedder § 7-sager. Der er altså fortsat en forventning om, at sager, der er kendetegnet bl.a. ved "vold, kriminalitet, misbrug, manglende empati" mv.,  skal bringes til at samarbejde.
 
Hvis mor er empatiforladt, eller far slår og drikker, hvorledes har man så forestillet sig, at et samarbejde skal give mening for den, der skal samarbejde med den belastede forælder? Skulle en sådan forælder være til barnets bedste?

Erfaringer fra praksis gennem de seneste 10 har vist, at de børnesagkyndige undersøgelser ofte bagatelliserer eller helt udelader volds- og misbrugsproblematikker. I Børnesagkyndigt Selskab trives en forståelse af, at hverken psykiatriske lidelser eller voldshistorik er til hinder for forældreskabet. Dertil kommer, at formanden for Børnesagkyndigt Selskab, Michael Kaster, entydigt har forklaret, hvorfor det er påkrævet, at selskabets psykologer udøver deres fag med udgangspunkt i en ligestillingsbestræbelse. Det er selvsagt er gift for voldsramte mødre og børn.

Det gør det ikke bedre, at § 7-sager nu “som udgangspunkt” skal underkastes børnesagkyndige undersøgelser. Det forankrer de børnesagkyndige psykologers nøglerolle som en patrulje, der fortsat skal afgøre børns skæbner med forkastede begreber, der står i grel kontrast til hele ånden i det nye familieretlige system.

Grundtænkningen hos de børnesagkyndige psykologer gør det så meget mere påkrævet at formulere den nye familieretlige tænkning i umisforståelige vendinger, særlig i det afsnit, der omhandler deres praksis. Det må ikke længere være muligt for børnesagkyndige at bagatellisere vold og overgreb, ligesom ligestillingshensyn ikke har noget at gøre i en psykologisk undersøgelse. 

Problemerne med de børnesagkyndige er betonet i mindst fire høringssvar til ministeriet, og her skal især høringssvaret for Litehouse Consult fremhæves.

Foreningen Far, hvis nye spin er blevet kærlighed til børn, børns sundhed mv., har end ikke nævnt problemet i deres høringssvar. Det er nemlig fortsat den angivelige diskrimination af fædre, der er hovedomdrejningspunktet her, og det fremgår af Foreningens egen Facebook-tilstedeværelse, at man herfra vanen tro vil indberette den “ministerielle diskrimination i forhold til familieformer, bopæl/samværsforældre samt køn til FN, Europa Kommissionen og den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.”

Obligatorisk skilsmisse-app baseret på ikke-fagfællebedømt forskning: Totte skal skilles

Indimellem er det svært at afgøre, om et givent fænomen er komisk eller tragisk; i de tilfælde kalder vi det tragikomisk. Et nyligt eksempel på tragikomik er den i disse dage massivt mediemarkedsførte skilsmisseapp med det løfterige navn SES, som er et akronym for Samarbejde Efter Skilsmisse: Det store dyr i tidens åbenbaring.

Appen, der er lavet i et samarbejde mellem Søren Sander, direktør for et app-udviklingsfirma, og Gert Martin Hald, der var censor for Sanders speciale i psykologi i 2012. Specialet, der er klausuleret, omhandlede efter sigende “grimme skilsmisser”, hvad det så end er.

Og hvis du husker DR's Krigen om børnene (2014), så husker du måske også, at seerne bagefter og stadig i DR-regi kunne chatte med Søren Sander, der her blev fremstillet som skilsmisseekspert og forsker ved Københavns Universitet –– uden at være nogen af delene. Under denne chat kom det frem, at Sander vidste meget lidt om disse “grimme skilsmisser”, et begreb, der aldrig blev defineret. Blandt meget andet spøjst angav Sander utroskab som den hyppigste årsag til skilsmisser. 

Men pyt: Hvis Sander ikke ved meget om grimme skilsmisser, så hævder Gert Martin Hald at gøre det. I hvert fald er han lektor på København Universitets enhed for medicinsk psykologi og specialist i klinisk sexologi. Og så er han selvfølgelig psykolog på Gift ved første blik, der som bekendt har meget lidt at gøre med grimme skilsmisser. Helt galt går det, når man læser den udaterede kurtiseringsskrivelse fra Sander og Hald til Statsforvaltningen: Her luftes håbet om, at også højkonfliktskilsmisserne kunne få gavn af denne digitale intervention. Brrrr!

De to har arbejdet på appen siden 2013 med seks millioner i ryggen fra Egmont Fonden og Carlsberg Fondet. Appen er blevet afprøvet i et tæt samarbejde med Statsforvaltningen og har begejstret beslutningstagerne, som vi herinde gerne vil vide hvem er. Så begejstrede er disse, at SES nu er blevet obligatorisk for skilsmissforældre. Udfører man ikke sin halve times daglige app-øvelser, kan man ikke blive skilt, hvad der naturligvis lyder som en vits i et liberalt demokrati og udgør et så radikalt indbreb i privatlivets fred, at man knap fatter, at den konservative Mercado ligefrem “omfavner” idéen. 

Helt i tidsåndens bedste postfaktuelle ånd er der tale om en app baseret på forskning, som endnu ikke er fagfællebedømt og publiceret i et anerkendt videnskabeligt tidsskrift. Vi aner dermed ikke, om der er hold i nogen af de påstande, der fremsættes om denne trylleapp, der efter sigende får skilsmisseforældre til at få det bedre på 12 ud af 14 parametre.

Nyheden om dagens varme luft kørte i loop på TV2 News 24/7 den 8. december  og modtog derudover væg til væg-dækning på stort set alle andre medier. Parterapeut Martin Østergaard, der altid er mand for at udtale sig om sex og samliv, men intet kender til røde skilsmisser, blev hevet i studiet for at udtale sig rosende om denne digitale intervention.

Politiken skrev, at det umiddelbart så ud til, at de, som havde brugt programmet, “lignede den generelle sammensætning af danske fraskilte“, men heller ikke de analyser var færdige endnu, hvor appen er indført som obligatorisk værktøj. “Forskerne kan dog se, at den største gruppe af brugere –– hele 40-45 procent –– har kort eller ingen uddannelse”

Der er nemlig til overflod tale om en lære-let-app, som alle kan forstå, og som dermed er kandidat til Totte-status –– Totte skal skilles, kunne vi måske kalde SES, for der loves “meget grafik, meget tale og små film”. Man kunne frygte, at et stort segment –– det selv samme, som ifølge VIVE klarer skilsmisserne så flot –– kunne føle sig talt ned til. Men her er der ingen kære mor [sic!]: Alle må på potte med Totte og Kim Jong-un. 

Herinde i skurvognen spejder vi stadig efter vidensamfundet og gad godt nærstudere appens vej fra Statsforvaltningen til institutionaliseret magtfaktor, der træder i kraft fra april 2019.

"SKILSMISSEBØRNS TRIVSEL – HVILKEN ROLLE SPILLER SAMVÆRSORDNINGEN?"

Sådan lyder overskriften på det delafsnit i VIVEs nye rapport Børn og unge i Danmark, som falder ind under denne blogs interessefelt.  

Foreningen Far har i årevis citeret forskning, der udsiger, at delebørn, dvs. skilsmissebørn, der er lige så –– eller næsten lige så –– lang tid hos mor som hos far, trives bedre.

Disse forskningsresultater har fremstået, som om en deleordning isoleret set simpelthen var bedre for skilsmissebørn.

Det har VIVE rådet bod på ved at stille et tiltrængt spørgsmål: 


Er disse spørgsmål et resultat af ordningen i sig selv, eller er det en effekt af selektion?

Rapporten viser, at segmentet med skilsmissebørn i deleordninger er karakteriseret ved at bestå af socioøkonomiske overskudsforældre, især for så vidt angår uddannelse og arbejde. Det er forældre, der har taget deres tørn med kernefamilien og kører deres skilsmisse uden de store konflikter. 

Det segment, der ikke kan brillere med deleordninger, er socioøkonomisk knap så velstillet og ofte problembelastet. Det er i denne gruppe, at man kan finde de unge mødre og fædre, voldsskilsmisserne, de kriminelle og de psykisk syge. Det er også en gruppe forældre, der ofte er blevet skilt kort efter barnets fødsel. 

Samlet set, står der på rapportens side 257, er tidspunktet for samlivsophævelsen, forældres uddannelsesforhold og indbyrdes samarbejdsrelation stærkt forbundet med, hvilket samværsarrangement barnet er omfattet af.  

Det giver således ingen mening at sige, at deleordninger er bedre for børn.

Når man tager højde for de sociale forskelle og tillige inddrager betydningen af forældrenes samarbejde, har samværsarrangementet per se ikke statistisk sammenhæng med børns trivselsproblemer, hedder det i.

delrapportens konklusion.

Fra "karry sild" til førstebehandling af det nye familieretlige system

Sej filet. Kalve lever. Halv grillet kælling. Det er altid menuerne, der er de mest givtige for ivrige fejlfindere, men vi er nu vant til Foreningen Fars ordfragmentering og andre mærkværdigheder, inklusive frivillighedsrådet, så ingen sved dér.

Til orientering holder denne sjældent velstavende forening julefrokost for værdigt trængende i dyrt selskab: Thomas Wivel vil fortælle, hvorfor mænd og fædre er så fantastiske ... man holder vejret ... og vores gamle ven Simon Simonsen vil holde en juletale. 

Det allersjoveste her er nok, at Simon Simonsen skulle være fra det såkaldte Manderådet:

Men vi kan ikke finde noget manderåd, slet ikke noget Manderådet. Hvor er du, Manderådet? Det er Ringsted Tidende helt ligeglad med og gengiver simpelthen foreningens invitation ord til andet. Nå, der kommer nok et godt manderåd i morgen.

Og et par Ringsted-borgere skal nok også få jule sild i år, godt for dem, men det skal bestemt ikke skille os ad:  Vi kommer! En hel byge sure sild, på Lohse-sprog “feminister”, kommer regnende ned over den gode stemning med vores brede skuldre og stiller os i Fars Bar og bestiller med Mobile Pay og dybe stemmer. Yesss. Der er jo adgang for alle, og vi vil også have jule sild, sprød stegt bacon og gravet laks, når vi nu ikke kan få julesild, sprødstegt bacon og gravad laks. 


I øvrigt er det i virkeligheden også Foreningen Far, man kan takke for opdagelsen af Britta. Bare så det står klart. I årevis har foreningen nemlig klaget over, at de ikke fik en krone, og det skulle have et eller andet at gøre med Britta.  Og det er for dårligt, forlyder det videre herfra, at “tildelingen af sociale puljemidler ikke sker i henhold til kontaktfladen til de relevante borgere”, hvilket vist nok betyder, at de burde fordeles i henhold til distributionen af Facebook-likes. Ja ja.

Rygterne har i mellemtiden været utallige og diverse:

Blandt andet bliver der arbejdet på en dokumentar om krisecentre, der omsider skal bevise, at disse blot er skjulesteder for løgnagtige mødre ... zzzzzz ... der vil “vinde” forældremyndigheden over deres børn, fordi de kan. Dokumentaren bliver efter det oplyste lavet af et produktionsselskab til ingen ringere end DR. Til dato har to uafhængige kilder bekræftet forehavendet. Men det er øjensynlig meget hemmeligt. Lad os nu se ... om der bliver råd til andet end Den Store Bagedyst på DR. Foreningen far virker ikke uinteresseret i emnet.

 
Virksomheden Hvert 3. barn er blevet indberettet for manglende momsindbetaling, forlyder det fra en anonym person, der har bragt dette formodede forhold til skattemyndighedernes opmærksomhed. Det eneste, denne blog kan konstatere, er, at virksomhedens fakturaer ikke overholder momsloven: 

Vi kan også konstatere, at Hvert 3. barn er yderst omstillingsparat: For et år siden fik virksomheden et nyt binavn, Børnepsykologen ApS, men det navn blev slettet i september i år. Det nye binavn var nu Skilsmissehuset ApS, men, hov, det blev slettet for et par måneder siden. I forgangne uge annoncerede Hvert 3. barn et samarbejde med advokatfirmaet, Strauss & Garlik, men det er der pludselig heller ingen spor af. Spændende!

Den interesserede kan jo ikke undgå at bemærke, at H3B har “staffet" op med aflagte medarbejdere fra Statsforvaltningen, jurist Sidsel Bernhard og børnesagkyndig Henrik Rude. Nåeh nej, Henrik Rude er ikke ’aflagt’ endnu. Han er i følge Info-Centrets oplysninger stadig ansat ved Statsforvaltningen. Det er da kundemagnet, der vil noget –– køb rådgivning hos H3B og få en insider fra Statsforvaltningen på sagen.

Hov! Dagen efter dette indlæg blev skrevet, kan det konstateres, at Henrik Rude er forsvundetfra Skilsmissehusets hjemmeside. Det går stærkt!


Vores Anahita "anything to get in the papers" Malakians,  hvis seneste stunts bl.a. omfattede fremvisning af egne nydelige bryster med små stjerner til at dække vorterne –– som af uransagelige grund er mere frække end resten –– er ikke bange for noget, heller ikke for injurier. I hvert fald beskylder hun uden at se sig tilbage Chris Alban for medvirken til et strafbart forhold, nemlig børnebortførelse:

Det er forbudt, Anahita. Pas nu på, hvad du skriver. Heldigvis er Chris, som intet kender til børnebortførelser, en stille og rolig familiefar, der ikke kunne være mere ligeglad med denne og andre beslægtede påstande, der rutinemæssigt fremføres fra denne front.


Sidst, men ikke mindst har der været førstebehandling af det nye familieretlige system i Folketinget. En tilstedeværende kunne herfra berette:

Det er et stykke danmarkshistorie. Det er den debat, historikere vil analysere om 100 år for at konstatere, at den politiske diskurs har ændret sig. Der er konsensus over hele linjen: Barnets trivsel er i centrum.  

Vedkommende var med andre ord fortrøstningsfuld. Det er denne blog ikke. 

Thi der er langt fra tale til handling, og der er langt fra Folketinget til den individuelle sagsbehandler i kommune og familieretshuse. Vil sagsbehandlere blive uddannet til forstå, hvad barnets trivsel egentlig er? Eller vil barnets trivsel fortsat blive vurderet ud fra et fundamentalt ligestillingshensyn, som formanden for Dansk Psykolog Forenings Selskab for Børnesagkyndige anbefalede i denne kronik.

Herfra spås det, at problemerne i fremtiden primært vil samle sig om psykologerne, der i det nye system vil få om muligt endnu mere magt. Så vidt aftalen er det nemlig fremover de børnesagkyndige psykologer, ikke juristerne, der skal behandle sagerne, og det bliver de selv samme børnesagkyndige psykologer, som i årevis har dømt børn til  liv med vold, misbrug og overgreb og undertiden gjort dem til ofre i familiedrabssager.
 
Denne blog går tilbage i vinterdvale og afventer slagets gang. God jul og gode julesild. 

Mere moderne ligestilling

Politikere, der orienterer sig uden viden, og en ligestillingsopfattelse, der minder om dengang, Anders And trak sømandstrøjen op over hovedet og udbrød: "Se, jeg kan køre uden hoved," er mainstream. Også Socialdemokratiet bruger Pernille Bendixen-metoden:

 

VED socialdemokraterne, at årsag og virkning er, som det fremstilles her? Nej:

Hele artiklen kan læses her. 

Dorte Toft og Ulla Tornemand havde problemet med drenge og piger i skolen under behandling sidste år i Point of View International. 

Her var konklusionen, at udviklingen mod en større kløft er stilnet af, men at situationen  for alvor kunne rykke sig, hvis eksperter og politikere ikke blot valgte at se årsagen i “det feminiserede skolesystem”. Kønsspecik adfærd uden for skolen er afgørende, skriver de.

DR fortsætter. Det registreres hermed

Dette opslag registreres som eksempel nr. 200, et tal, der er trukket op af en hat, fordi det efterhånden er umuligt at følge med. Nytter det? Næ.



Dette er en DR-classic, der følger det (efterhånden kedsommelige) mønster, som blev indgående beskrevet i Mediernes møgkællinger:

1. Hvor DR rekrutterer fra. Hvad tror man egentlig her, Foreningen Far er?

2. Hvad DR gerne bruger airtime på, nemlig det nye konstruktum: den stakkels uligestillede far. Men er det overhovedet korrekt? Hvor mange gange kan man fra public service-side forsvare at genbesøge den retarderede opfattelse af ordet “ligestilling”: at mænd er bagud i "ligestillingspoint", denne gang til overflod i det de facto kønsblinde uddannelsessystem. Husker man Ceveas undersøgelse, der viste, at piger klarede sig for godt i mundtlige eksaminer? Ja, så husker man også løsningen på dette enorme problem: Stryg den eksamensform.

3. Gensynet med tendensen til uden analyse at konkludere, at kvinder og det "feminiserede" samfund er årsagen til alt fra tørke til drenges dårlige performance overalt, hvor den viser sig: “Vi er ved at tabe en hel generation på gulvet. Fordi fars uligestilling.” Det må så betyde, at de unge mænd i forne tider, da mor slet ikke var på arbejdsmarkedet, og far skred for et godt ord, simpelthen døde på stribe?


Med sit forhåndskonkluderende oplæg viser DR, at der som altid sættes heftige grænsen for villigheden til at udforske og forstå verden på et faktuelt grundlag. Det er ikke public service. Det er bare dumt.

Anahita Malakians' store mediebehov og lige så store uvidenhed: dårlig cocktail

DF's Pernille Bendixen og forhenværende venstrekandidat Anahita Malakians har flere kedelige fællestræk, og et af dem er den hyppige og konsekvente udladning af fake facts.

Pernille Bendixen: Hvad skal man med viden, når man kan lovegive?

Selvsikker uvidenhed afføder en afart af fake facts og opstår, når personer med stort mediebehov ikke gør deres hjemmearbejde, men stiller sig tilfreds med populære synsninger, som viderekolporeteres uden skam.

I går Pernille Bendixen på sin Facebook, i dag Malakians i Den Offentlige, hvor hun deler fædreanekdoter, i flæng:


Så mistede jeg forældremyndigheden over min søn, igen. Nu skal jeg bare vente på om de vil lade mig se ham overhovedet. Men jeg tvivler … efter en urimelig kamp på næsten 6 år er jeg endelig nået ved vejs ende, hvor jeg nu ikke længere er i stand til at fortsætte kampen. Så jeg har givet op!


Malakians tror vitterlig, at det går sådan for sig i Dansk Skilsmisseindustri. Men som denne blog har dokumenteret gang på gang på gang, er det i dagens Danmark ganske muligt at have adgang til sine børn trods voldsdomme, incestdomme og dokumenteret misbrug. Så når en far hævder, at han har kæmpet i seks år, er der god grund til at spørge, ikke ham, men hans ekspartner og hans sagsmappe  –– hvorfor.

Her er en anekdote fra i dag: 


11 års fødselsdag ... den skal han holde uden sin elskede far ... for hans mor (XX eller hvad hun nu kalder sig ) ... vil ikke lade ham se sin far til trods for alle myndigheder ... sørgeligt...at en Mor kan ønske det for sin Søn ...!!!
 

Men sandheden bag denne angivelig elskede fars lamentering er, at han ikke er spor elsket. Samværet blev ophævet, efter sønnen under et overvåget samvær verbalt angreb og konfronterede sin far med, hvad han havde gjort ved ham (incest). Dette gjorde, at Statsforvaltningen efter henstilling fra kommune og overvåger ophævede samværet. Denne far har en dom for stalking og injurier og fortsatte sin chikane af moren efter ophævelse af samværet.

Men det melder denne fars lille anekdote jo ikke noget om, ligesom de tårepersere, som Bendixen og Malakians køber ubeset, ville tage sig ganske anderledes ud ved nærmere og kritisk inspektion.





Det ville være klædeligt, om disse meget-involverede og meget-skrivende kvinder, Bendixen og Malakians, ville orientere sig i den videnskabelige litteratur eller i det mindste kigge på statistikkerne, fx Statsforvaltningens, der i tørre tal dokumenterer dette persisterende nonsens om uretfærdigt behandlede fædre.

Myten om falske anklager
Mænd lyver mere end kvinder

Pernille Bendixen: Hvad skal man med viden, når man bare kan lovgive?

Dansk Folkepartis Pernille Bendixen er gaven, der bliver ved med at give:

SÅ mange? Hvor mange er det? 

Ifølge Statsforvaltningens egne tal afbrydes den ene forælders samvær 20-30 gange årligt på grund af chikane. Ikke 800 gange, som medierne fortalte befolkningen og politikerne i 2014. Nej: 20-30 gange. 

Tallene er som i alle andre love og vejledninger kønsneutrale, og der foreligger derfor ingen sikker viden om, hvor mange fædre der mister samvær på grund af chikane. (Se Mediernes møgkællinger, s. 74 ff).

Her er Statsforvaltningens egen statistik (2014) over den procentuelle fordeling af begrundelser for samværsophør:

SÅ mange uretfærdigt bedrøvede fædre? Det er simpelthen ikke det, tallene siger.

Bendixen har ikke ulejliget sig med at tjekke de faktisk forhold i jernindustrien, og den informationskampagne, der tilgår Bendixen, er helt i lod og vage med én af denne blogs pointer: Fædrene brokker sig højlydt og går til medierne, men ... når deres historier undersøges, viser det sig hver gang, at der er en rigtig god grund til, at de selv samme fædre ikke ser deres børn, en grund, som altså ikke oplyses, når historien fortælles. 

Læs fx et uddrag af gennemhullede offerfarhistorier.

I denne Facebook-samtale under Bendixens opdatering spørger Ulla Nørtoft Thomsen –– som vel at mærke er den første, der undersøgte og kritiserede Foreningen Far i 2007 –– til Bendixens dataindsamlingsmetode og kritiske sans:

Her viser Pernille Bendixen, at ikke kun er hun i stand til at bedømme en sag udelukkende ved at høre den ene part og ignorere aktuelt bedste viden i rene tal, hun er også parat til at lovgive på baggrund af de anekdoter, der tilflyder hende.

#Mentoo-arrangementet, der igen forsvandt fra DGI-byen, men denne gang dukkede op i Nærum

Prisen er faldet, adressen er ændret, men ellers er alt ved det gamle, og du kan tilmelde dig lige her.

Det handler om ham her:

#Mentoo – arrangementet, der lige pludselig forsvandt og kom tilbage igen

Arrangementet lød ellers, som det første af sin art, men så var det pludselig pist væk, fra Facebook, fra Place2book og ikke mindst fra DGI-byens kalender, hvor der samme dag er bl.a. EM i tetris. Men det dukker forhåbentlig op, og herinde tages det alvorligt, når der står: Kvinder er også velkomne. Vi glæder os!

På Facebook var ordlyden sådan her –– og tag dig ikke af de faktuelle fejl:

“Tilmeld dig denne interessante høring/konference, som FaDP sammen med nogle interessante mennesker afholder d. 15/9 kl. 10-16 i DGI-byen i København. 

Hvilken plads og rolle er der til manden i en fremtid, som står i feminismens tegn?
 
#Mentoo - der er noget, vi ikke kan tale om.

Er der reelt ligestilling for mænd? eller er det kvinder, der har taleretten i eksempelvis skilsmisse- og ligestillingssager? Hvordan kommer manden/faderen til at stå i fremtiden med det nye familieretssystem, som er til behandling i Folketinget i efteråret? 

Dialog mod Vold og Syddansk Universitet offentliggjorde i april i år en rapport, som viser, at mænd i samme omfang er udsat for vold i hjemmet begået af kvinder, og når det gælder psykisk vold er kvinder værre end mænd. Endvidere at der er vold i 60% af alle parforhold.

#Metoo-bevægelsen var endnu en lejlighed til at udskamme manden, var det rimeligt, og gik det for vidt?

80% af alle skilsmisser er på kvindens initiativ. Er en skilsmisseprocent på over 50 en succes for vores samfund? Er tiden ikke inde til at investere i forebyggelse?
Er det maskuline og mænd ved at blive gjort til det svage køn?

Der er noget, vi mænd skal tale sammen om! 

Det får de mulighed for på konferencen #Mentoo - der er noget, vi ikke kan tale om! 

For første gang nogensinde sætter danske mænd og mandeorganisationer hinanden stævne omkring mandens rolle og situation i fremtidens samfund.
Her vil de udfordringer, som manden står overfor, blive taget op af oplægsholdere og vil kunne anvendes i fremtidige debatter med andre om dette emne. Hensigten er at deltagere opnår en sammenhørighed [sic!] og inspireres til, at mænd og fædre står sammen om, at skabe en fælles stemme overfor den urimelige kønslige ubalance og polarisering i samfundet, der er voldsomt tiltagende. Hvis mænd står alene i hver sit hjørne og råber op, bliver de ikke hørt. Mænd skal organisere sig –– ikke i en kamp mod det feminine, men med en opfordring til et ligeværdigt samarbejde om en positiv udvikling for vores familier og til gavn for samfundet.

Kvinder er også velkomne!

Arrangementet afholdes i DGI-byen, Tietgensgade 65, 1704 København V lørdag d. 15. september kl. 10 – 16. Prisen for dette arrangement med fuld forplejning er kr. 375,-.

Finn Korsaa, Iben Tranholm, Foreningen af Danske Psykoterapeuter (FaDP), Foreningen GodFar og DGI-byen.
Konferencen finder sted lørdag d. 15. september kl. 9.30-16 i DGI-byen.
Program
0930 – dørene åbnes
1000 – 1010 Velkomst v. Torben Haugaard og Iben Tranholm
1010 – 1030 Peter Aalbæk, Zentropa
1030 – 1050 Niels Nørløv, Direktør Gobsmarck Productions
1050 – 1120 Kåre Fog, Kønsdebat [sic!] og forfatter
1120 – 1140 Finn Korsaa, psykolog, parterapeut og forfatter
1140 – 1200 Søren Dresmer-Hansen, GodFar.dk
1200 – 1220 Torben Haugaard/Kirsa Dechlich [sic!], FaDP, psykoterapeuter
1220 – 1240 Iben Tranholm, Journalist og radiovært
1240 – 1300 Frokost
1300 – 1400 Gruppevis debat med indlægsholdere
1400 – 1415 Kaffe
1415 – 1530 Plenum debat
1530 – 1545 Afslutning og konklusion
1550 – 1600 Afslutning
Tilmelding hos https://www.place2book.com/da/choose_ticket_sales_workflow…

Pris 375,- kr. inklusiv frokost, vand og kaffe.
Del gerne...!”

Her ventes spændt på, at arrangementet dukker op igen –– hep, der kom det igen:

Vi GLÆDER OS! Der er jo tale om nogle virkelig interessante mandlige foredragsholderinder.

En ny lov mod psykisk vold er ikke nok

Cand. jur. Nell Rasmussen og Mathilde Worch Jensen, som er konsulenter for Oak Foundation Denmark og nok de fagfolk, der er mest vidende om psykisk vold i Danmark, har skrevet kronik i Information. 

Læs: En ny lov mod psykisk vold er ikke nok – vi skal styrke forebyggelsen 

Med udgangspunkt i de erfaringer, man har gjort sig med lovgivning mod psykisk vold –– controlling or coercive behaviour (coercive control) ––  i England og Wales, opridses her de faldgruber, en lovgivning om psykisk vold bør indregne. 

Nell Rasmussens bidrag til voldsområdet burde være kendt stof for læsere af denne blog.  

I Forebyggelsen af familiedrab har trange kår omtales Nell Rasmussens undersøgelse fra 2016 Forebyggelse af drab og dødelig vold, som også Esther Nørregård Nielsen, ph.d. og cand.scient.soc samt stud. scient.soc. Niels Westerman Brændgaard var medforfattere på. 

Hvor forebyggelsen af familiedrab har trange kår, så står det lige så skralt til, når det gælder myndigheder og NGO'ers vilje og evne til orientere sig i den relevante litteratur på deres område. Til fx paneldebat hos Danner i 2017 om netop forbyggelse af drab og dødelig vold havde kun to af paneldeltagerne kendskab til undersøgelsen af samme navn. Det er så meget desto mere bemærkelsesværdigt, fordi Forebyggelse af drab og dødelig vold kan læses som en manual til ... forebyggelse af drab og dødelig vold.

Det forudsigelige mediespin

Det er herligt, når andre også ser det.

Allerede i morges, da nyheden om VIVE's rapport havde brudt morgenfladen, vidste vi, hvordan det ville spænde af i løbet af dagen:

Og selvfølgelig fik Dorte Toft ret i sine forudsigelser:

Mandecentret var i hvert fald ude tidligt i morges med en meddelelse om, at undersøgelsen slet ikke havde medtaget alle de former for psykisk vold, som mænd bliver udsat for:


Det inkluderer for eksempel ikke falske påstande om overgreb mod parrets børn eller trusler om eller aktiv afbrydelse af børns relation med den ene forælder. Det er voldsformer, både kvinder og mænd oplever, men som ser ud til at ramme mænd oftest,” siger direktør for Mandecentret, Morten Kjær Egebjerg.


Talrige undersøgelser, som er gengivet her på bloggen, viser, at mænd langt hyppigere end kvinder afgiver falske påstande om overgreb, vold og mishandling i sager om samvær og forældremyndighed.

Alligevel gentages og gentages påstanden af både Mandecentret og Foreningen Far.

Se fx: 

Mænd lyver mere end kvinder

Den næste forudsigelse lyder sådan her: Hvornår rammer dette stykke fake news medierne?

I samme ånd kunne man kræve dette medtaget i kategorien psykisk vold:

Rapporten inkluderer for eksempel ikke den konstante mistænkeliggørelse, mødre mødes med i statsforvaltninger og retssale, hvor de skal bevise det ubeviselige, nemlig hvad der sker i de lukkede rum. Den inkluderer heller ikke den tortur, det er for mødre at skulle udlevere deres børn til skadelige partnere.

Psykisk vold er den mest udbredte form for partnervold: Tre gange så mange kvinder som mænd er udsat

I ny rapport fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, bliver der for første gang sat tal på omfanget af psykisk vold. Rapporten konkluderer, at over tre gange så mange kvinder som mænd bliver udsat for psykisk vold fra en nuværende eller tidligere partner. Og den psykiske partnervold rammer over dobbelt så mange kvinder som den fysiske vold.

 

 

“Det er vigtigt at bringe frem i debatten, at partnervold er en kønnet problemstilling, da det især er kvinder, det går ud over,” siger Mai Heide Ottosen, seniorforsker ved VIVE, til DR-Nyheder, som har lavet denne lille grafik:

 

 

Rapporten, Psykisk Partnervold, en kvantitativ kortlægning kan læses her. 

Ritzaus artikel om rapporten er foreløbig gengivet i Politiken, Berlingske og Dagbladet Holstebro-Struer.

Perspektiv på lovarbejdet i 2006

“Man handlede ikke i god tro i 2006, men gik derimod stik mod landets fremmeste eksperter og vedtog en lov, der nu i 11 år har taget voldsramte kvinder som gidsler og givet mange børn uoprettelige skader.”

Det skriver en læser i kommentarfeltet til uddybdning af 

Lovarbejdet 2018 – går alting rigtigt for sig derinde

Bemærkningerne her fortjener mere opmærksomhed, end kommentarfeltet kan tilbyde, ikke mindst fordi redegørelsen er samstemmende med redegørelser fra udvalgsmedlemmer i 2006:

“Resultatet af det samlede lobbyarbejde var, at man i sidste øjeblik fik en helt anden lov end den, der havde været i høring.



2007-loven tog IKKE udgangspunkt i betænkning 1475, "Barnets perspektiv", som var udgivet af Udvalget for Forældremyndighed og Samvær –– til formålet. Det fremgår fx af betænkningen, at ingen anbefalede, at det i årene 2007-2012 stort set ikke var muligt at få forældremyndigheden alene. Det kom først med ændringen i 2012.



Et flertal mente ifølge betænkningen:

 

"Det er udvalgets generelle opfattelse, at det må være afgørende for en fælles forældremyndighed, at der er et potentiale for samarbejde mellem forældrene om barnets forhold, idet det ellers vil være tvivlsomt, om en sådan ordning vil være i barnets interesse."



Og et mindretal havde denne opfattelse:

"Mindretallet i udvalget mener ikke, at fælles forældremyndighed mod den ene forælders ønske vil være til bedste for barnet."



Flertallet udtalte altså, at der SOM MINIMUM skulle være "potentiale for et samarbejde". Men det var ikke det, vi fik. Vi fik i praksis obligatorisk fælles forældremyndighed UANSET HVAD. 

Udvalgets betænkeligheder skulle vise sig at være i overensstemmelse med, hvad forskningen senere viste, nemlig bl.a. at forældrenes samarbejde og kvaliteten af samværet har afgørende indflydelse på børns trivsel.

For så vidt angår deleordninger (7/7,6/8), fulgte loven heller ikke udvalgets anbefalinger.

 Anbefalingen lød sådan her:



Et flertal i udvalget på 13 medlemmer mener, at samværsordninger, hvor barnet opholder sig halvdelen af tiden hos samværsforælderen kræver et meget tæt og løbende samarbejde mellem forældrene for at kunne fungere til bedste for barnet. Ordninger af denne karakter kræver endvidere særlig lydhørhed over for barnet og åbenhed for en løbende og smidig tilpasning i takt med, at barnets alder og livssituation ændrer sig. På denne baggrund finder flertallet, at der bør foreligge tungtvejende argumenter for, at der åbnes adgang til, at myndigheder kan fastsætte sådanne samværsordninger mod den ene forælders protest.

I praksis skete der det, at deleordninger forvandledes fra at være et marginalt fænomen til at være mere mainstream. I 2012 tredobledes fx antallet af treårige i deleordninger i forhold til 2009.

For så vidt angår påstande om vold, var udvalgets anbefaling følgende:



Udvalget er af den grundlæggende opfattelse, at en bopælsforælders påstand om ophævelse af eller afslag på samvær på grund af samværsforælderens voldelige adfærd mod denne eller barnet altid bør føre til nærmere undersøgelser af sagen.



Heller ikke her fulgte man udvalgets anbefalinger. Voldsramte har stort set været helt uden rettigheder i samværssager siden 2007. 

Så på alle afgørende punkter fik vi i 2007 en anden lov, end den udvalget anbefalede.

Det mangler vi fortsat en forklaring på. Og den kan næsten kun være, at det hele ikke gik rigtig for sig dengang.”

Lovarbejdet 2018 – går alting rigtigt for sig derinde?

Alle de flinke piger, der overholder reglerne, har nu indgivet deres høringssvar til det nye familieretlige system. Meget tyder på, at de spilder deres tid, og at vi kommer til at opleve en reprise fra 2007, hvor det nedsatte udvalg også arbejdede flinkt med lovudkastet, mens mindre flinke drenge lobbyede en helt anden lovgivning på plads.

På en af Foreningen Fars websider gav den tidligere rådgiver for foreningen, Peter Jacob Hagen, som vi også husker fra Farvel Far, sin begejstring med udkastet til kende umiddelbart efter offentliggørelsen:

I samme nu slettede tråd giver Peter Jacob Hagen udtryk for sit demokratiske sindelag:

Hvis det officielt nedsatte udvalg ignoreres til fordel for foreningslobbyisme, er der så reelt tale om, at demokratiet fungerer? 

Også Henrik Kollerup, hvis samværssag blev kendt fra medierne i en version, som sidste år blev undermineret i Mediernes møgkællinger –– har en besynderlig demokratiopfattelse:

Påhviler det en public service-station at hjælpe interesseorganisationer?


Mistanken om en lobbyistisk reprise er opstået på grund af udtalelser fra DF's Pernille Bendixen.

På sin facebookvæg skriver Bendixen, at “det er skrevet ind, at hvis den ene forælder ikke vil samarbejde, skal det tælle til den anden forælders fordel i sagsbehandlingen.”

Problemet med denne udtalelse er, at dette ikke er skrevet ind, hverken i udkastet eller i aftalen om et samlet familiepolitisk system. Så hvor er det skrevet ind henne?

Ifølge Bendixen er der altså skrevet noget ind, der ikke er tilgængeligt for offentligheden. Hvad betyder dette reelt?

Det kan vel ikke betyde, at der siden udkastets tilblivelse, er blevet arbejdet videre med familiepolitikken, mens de flinke piger har skrevet høringssvar i god tro –– høringssvar, som virkeligheden i så tilfælde er løbet helt fra? 

Meget tyder desværre i den retning, i særdeleshed denne passus fra Foreningen Fars høringssvar:

–– hvor foreningen ønsker straffe for manglende samarbejde. 

Belønning af god forældreadfærd lyder jo godt. Men det betyder i praksis, at mødre, der taler om overgreb, og som ikke kan bevise det –– hvad der sædvanligvis ikke er muligt –– skal straffes.

Det bemærkes i øvrigt, at der i den politiske aftale stod skrevet:

"Partierne ønsker at understrege, at de muligheder, der skabes for at understøtte det ligeværdige forældreskab er rettet mod forældre, der kan samarbejde til barnets bedste. Partierne ønsker således ikke at skabe situationer, hvor konfliktende forældre i gult spor og forældre i rødt spor har systemets opbakning til deleordninger, altså 7/7- eller 6/8-ordinger, delt bopæl mv."


Denne hensigtserklæring, som er tiltrådt af alle partier, er ikke alene i klar modstrid med Pernille Bendixens diktum –– den findes heller ikke i udkastet.

Der er sandsynligvis en god forklaring –– et eller andet sted. En god forklaring kunne være, at Pernille Bendixen har misforstået en hel del. 


Kunne du prøve at sætte dig ind i sagerne, Pernille Bendixen.