Mande- og Fædrerettighedsbevægelserne har i årtier haft stor interesse i at fremstille kvinder som “værre” end mænd på alle parametre, herunder lige så eller mere voldelige end mænd, og de har ikke holdt sig for gode til at manipulere med statistikkerne for at få de tal, de ønsker.
Se fx hvordan tallene manipuleres på mandebevægelsens foranledning her. Eller den bizarre fremstilling af Jørgen på mandebevægelsens foranledning her.
Formålet er at medvirke til den kønsmainstreaming, som er så vigtig for Ligestillingsministeriet. Her er den vedvarende vold mod en kvinder en torn i ligestillingsøjet, og kan man ikke få bugt med vold mod kvinder, kan man i stedet ændre narrativet ved at tale kvinders vold mod mænd op: Kvinder slår også! Hvis man samtidig kan gøre kål på “farlige fædre”, slipper man også for dét argument.
Lige nu oplever vi en voldsom PR-trafik fra Mandecentret og Foreningen Far foranlediget af etableringen af en national enhed mod vold i nære relationer.
Mandecentret inviterer til seminar om kvinders vold og høster forståelse langt ind i Ligestillingsministeriet. Foreningen Far turnerer som altid med deres egne bizarre selvundersøgelser, mens Mandecentret præsterer illusionsnumre om kvinders vold mod mænd ved at henvise til materiale fremstillet af den norske mandebevægelser i form af Reform ressurssenter for menn. De henviser bl.a. til denne faktabrosjyre, som billedmaterialet til trods ikke tjener sagen med gode argumenter: 2% af mændene i en stor national undersøgelse havde oplevet “alvorlig” fysisk vold fra kvinder.
Det er ellers en fin og dyr brosjyre, og organisationen har da også gjort sig bemærket ved at få dobbelt så meget i statstilskud som samtlige kvindeorganisationer til sammen.
Særlig har Murray A. Straus and Richard J. Gelles gennemført en rækker studier, der har påvist kønssymmetri i voldsudfoldelsen. Mænd og kvinder slår hinanden lige meget. Tilsyneladende.
Dr. Strauss udviklede allerede i 1979 den senere meget brugte Conflicts Tactics Scale (CTS) til at måle vold i hjemmet. CTS er et ganske primitivt måleredskab og tæller simpelthen antallet af “voldsepisoder”: Hvis en kvinde fx skubber en mand væk, der lige har slået hende, tæller det som 1 voldspoint til hver. Kontekst er med andre ord fraværende.
Næsten alle empiriske studier, der påviser kønssymmetri, er baseret på CTS. Målemetoden optæller, hvor mange gange gifte par i løbet af det seneste år har brugt en af flere “konflikt-taktikker” (skubbe, puffe, slå, tjatte mv) under et skænderi. Straus & Gelles og andre forskere, der bruger CTS, har været udgangspunktet for mandebevægelsens påstand om kønssymmetri inden for partnervold.
Andre forskere har senere analyseret CTS og dens begrænsninger:
I 1995 undrede Michael P. Johnson sig over, at forskerne fik så forskellige tal for vold ml. mænd og kvinder, når de brugte survey data. Hans undersøgelser udmøntede sig i en kategorisering, der senere blev tiltrådt af andre volds- og kønsforskere herunder Michael Kimmel:
Inden for den kategori, som måles af CTS, common couple violence, som på dansk ofte kaldes situationsbestemt vold, slår mænd og kvinder hinanden lige meget. Men inden for den kategori, Johnson kaldte patriarkalsk terror – som senere er blevet kaldt bl.a. intim terror, og som ikke kan måles af CTS – er gerningsmanden næsten udelukkende en mand, helt kongruent med K. Helweg-Larsens undersøgelser.
Det er situationsbestemt vold, som Mandecentret pt er beskæftiget med at gøre til et politisk emne. Man har fra denne side ikke hæftet sig ved, at kvinders situationsbestemte vold primært (2/3) sker i selvforsvar og sjældent ender på skadestuen, krisecentret eller i retten. (Straus, Kimmel).
Patriarkalsk terror beskæftiger hverken Mandecentret eller Foreningen Far sig med. Den findes, når forskningen udelukkende henter data fra registre: skadestuer, krisecentre, politi og domstole.
Patriarkalsk terror er, i modsætning til situationsbestemt vold, motiveret af behovet for dominans og kontrol; volden er her instrumental og eskalerende. (Dekeserdy, 2000; Gelles, 2000; Straus, 1999).
Patriarkalsk terror, forstået som mænds behov for at kontrollere kvinder, har været grundstenen i feministisk teori om vold, og det er de teorier som mandebevægelsen har søgt omstødt med argumentet om kønssymmetri.
International forskning fra Johnson og frem har vist, at begge fløje har ret: Kvinder slår lige så meget som mænd i kategorien situationsbestemt vold, hvorimod patriarkalsk terror næsten udelukkende er et mandedomæne.
Når fortalere for mænds og fædres rettigheder derfor opponerer mod K. Helweg-Larsens undersøgelser skyldes det, at de er ikke er vidende om, at vold fordeler sig på to typer, og at Helweg ikke bruger CTS, men registerkilder.
Michael Kimmel har i årenes løb og i flere forskningsartikler gjort rede for, at CTS ikke giver et retvisende billede af kønnet vold.
Kimmel påpeger, at CTS for det første ikke medtager seksuel vold, som tegner sig for 7.7% af voldsepisoder mellem partnere. For det andet medtager CTS ikke vold fra ekspartner, et tal som er OTTE gange højere end vold mod gifte kvinder (Bachman & Saltzman, 1995; Greenfeld et al, 1998). For det tredje er CTS ikke et tilstrækkeligt godt måleapparat for voldsskaders omfang. Et slag er et slag, om det brækker en kæbe eller ikke efterlader så meget som et mærke.
Vold fra ekspartner, hvor det gælder tilbageerobringen af magt og kontrol, er også typisk mere alvorlig i sin karakter. Fx øges risikoen for drab med 50% for kvinder, der forlader voldelige mænd.
Det vil sammenfattende sige, at CTS-baserede undersøgelser fremkommer ved udeladelse af skadernes omfang, seksuel vold og vold fra tidligere partner. Hermed tegner CTS langt fra et retvisende billede af voldens anatomi.
Kimmel fremhæver endvidere to statistiske misforhold, som han beder tilhængere af kønssymmetri om at gøre rede for:
1) overrepræsentationen af kvinder på krisecentre og skadestuer.
2) modsætningsforholdet mellem påstanden om kvinders vold inden for hjemmet og dette køns bemærkelsesværdige underrepræsentation i voldsstatistikker generelt.
I sin bog The Gendered Society (2000) er Kimmels hovedpåstand, at kvinder og mænd alligevel ikke er så forskellige. Alligevel fremhæver han den meget store aggressionsforskel mellem kønnene. Faktisk, siger han, er vold den eneste adfærdsvariabel, hvor der optræder højsignifikante kønsforskelle; han citerer værker som The Psyhology of Sex Differences (1974), og Baron og Richardson (1995), som med Human Aggression kom frem til enslydende resultater: at vold er mænds domæne. Det emne behandles også her.
Stalking opfattes i denne forskning også som et udtryk for kontrolmotiveret vold, der ligeledes udviser stor kønsasymmetri: Næsten 5% amerikanske kvinder og omkring 0.6% mænd har indrapporteret deres nuværende eller tidligere partnere for stalking. (Tjaden & Thoennes, 2000a).
Situationsbestemt vold sammenfattes i den nationale handleplan såldes:
Patriarkalsk vold er derimod en del af et systematisk mønster af kontrol og frygt.
Både Straus & Gelles (1999) var klar over, at deres forskning blev misbrugt politisk af mandebevægelsen og advarede mod at drage forkerte konklusioner og mod at bruge deres data til at skære ned på hjælpen til voldsramte kvinder:
For det første giver mænds gennemsnitligt større kropsstørrelse og styrke samt deres større aggression, at en mands slag sandsynligvis vil forvolde mere smerte og skade end en kvindes. For det andet sker næsten tre-fjerdedele af kvinders vold mod mænd i selvforsvar …
Skulle nogen have kapacitet til at læse mere end en billedtung norsk undersøgelse udgivet af det norske mandecenter, er der nogle forslag her:
Johnson, M. P. (1995). Patriarchal terrorism and common couple violence: Two forms of violence against women. Journal of Marriage and the Family, 57, 283-294.
Johnson, M. P. (2000). Conflict and control: Images of symmetry and asymmetry in domestic violence. In A. Booth, A. Crouter, & M. Clements (Eds.), Couples in conflict (pp. 178- 204). Hillsdale, NJ: Lawrence Erlbaum.
Johnson, M. P., & Ferraro, K. (2000). Research on domestic violence in the 1990s: Making distinctions. Journal of Marriage and the Family, 62, 948-963.
Kimmel, M. (1994). Masculinity as homophobia: Fear, shame and silence in the construc- tion of gender identity. In H. Brod & M. Kaufman (Eds.), Theorizing masculinities (pp. 119-141). Thousand Oaks, CA: Sage.
Kimmel, M. (1996). Manhood in America: A cultural history. New York: Free Press.
Kimmel, M. (2000). The gendered society. New York: Oxford University Press.
Kimmel, M. (2001, December 5). The myth of gender symmetry in domestic violence, The Irish Times.
Kimmel, M. (2002, January 26). Beyond the myths on domestic violence. The Irish Times
Kimmel, M. (2001) Violence between men and women are not equally divided, The Irish Times.
Straus, M. A. (1990). Measuring intrafamily conflict and violence: The Conflict Tactic (CT) Scales. In M. A. Straus & R. J. Gelles (Eds.), Physical violence in American families (pp. 29-47). New Brunswick, NJ: Transaction Books.
Straus, M. A. (1993). Identifying offenders in criminal justice research on domestic assault. American Behavioral Scientist, 36, 587-600.
Straus, M. (1997). Physical assaults by women partners: A major social problem. In M. R. Walsh (Ed.), Gender: Ongoing debates (pp. 204-221). New Haven, CT: Yale University
Straus, M., & Gelles, R. (1986). Societal change and family violence from 1975 to 1985 as revealed by two national surveys. Journal of Marriage and the Family, 48, 445-479.
Straus, M., & Gelles, R. (Eds.). (1990). Physical violence in American families. New Brunswick, NJ: Transaction Publishing.
Straus, M., Gelles, R., & Steinmetz, S. (1980). Behind closed doors: Violence in the American family. Newbury Park, CA.
Straus M. & R. Gelles (Eds.), Physical violence in American families. New Brunswick, NJ: Transaction Books. Tendler, S. (1999, January 22).
Tjaden, P., & Thoennes, N. (1998). Prevalence, incidence, and consequences of violence against women: Findings from the National Violence Against Women Survey. Washington, DC: U.S. Department of Justice
Tjaden, P., & Thoennes, N. (2000a). Extent, nature, and consequences of intimate partner violence. Washington, DC: U.S. Department of Justice, National Institute of Justice and Centers for Disease Control and Prevention.
Se fx hvordan tallene manipuleres på mandebevægelsens foranledning her. Eller den bizarre fremstilling af Jørgen på mandebevægelsens foranledning her.
Formålet er at medvirke til den kønsmainstreaming, som er så vigtig for Ligestillingsministeriet. Her er den vedvarende vold mod en kvinder en torn i ligestillingsøjet, og kan man ikke få bugt med vold mod kvinder, kan man i stedet ændre narrativet ved at tale kvinders vold mod mænd op: Kvinder slår også! Hvis man samtidig kan gøre kål på “farlige fædre”, slipper man også for dét argument.
Lige nu oplever vi en voldsom PR-trafik fra Mandecentret og Foreningen Far foranlediget af etableringen af en national enhed mod vold i nære relationer.
Mandecentret inviterer til seminar om kvinders vold og høster forståelse langt ind i Ligestillingsministeriet. Foreningen Far turnerer som altid med deres egne bizarre selvundersøgelser, mens Mandecentret præsterer illusionsnumre om kvinders vold mod mænd ved at henvise til materiale fremstillet af den norske mandebevægelser i form af Reform ressurssenter for menn. De henviser bl.a. til denne faktabrosjyre, som billedmaterialet til trods ikke tjener sagen med gode argumenter: 2% af mændene i en stor national undersøgelse havde oplevet “alvorlig” fysisk vold fra kvinder.
Det er ellers en fin og dyr brosjyre, og organisationen har da også gjort sig bemærket ved at få dobbelt så meget i statstilskud som samtlige kvindeorganisationer til sammen.
Uanset, er det ikke hos interesseorganisationernes tendentiøse forståelse og manipulerede henvisninger, man skal høste evidens, men hos den empiriske internationale forskning, som siden 80’erne beskæftiget sig med netop dette emne: Hvordan volden mellem kønnene fordeler sig.
Dr. Strauss udviklede allerede i 1979 den senere meget brugte Conflicts Tactics Scale (CTS) til at måle vold i hjemmet. CTS er et ganske primitivt måleredskab og tæller simpelthen antallet af “voldsepisoder”: Hvis en kvinde fx skubber en mand væk, der lige har slået hende, tæller det som 1 voldspoint til hver. Kontekst er med andre ord fraværende.
Næsten alle empiriske studier, der påviser kønssymmetri, er baseret på CTS. Målemetoden optæller, hvor mange gange gifte par i løbet af det seneste år har brugt en af flere “konflikt-taktikker” (skubbe, puffe, slå, tjatte mv) under et skænderi. Straus & Gelles og andre forskere, der bruger CTS, har været udgangspunktet for mandebevægelsens påstand om kønssymmetri inden for partnervold.
Andre forskere har senere analyseret CTS og dens begrænsninger:
I 1995 undrede Michael P. Johnson sig over, at forskerne fik så forskellige tal for vold ml. mænd og kvinder, når de brugte survey data. Hans undersøgelser udmøntede sig i en kategorisering, der senere blev tiltrådt af andre volds- og kønsforskere herunder Michael Kimmel:
Inden for den kategori, som måles af CTS, common couple violence, som på dansk ofte kaldes situationsbestemt vold, slår mænd og kvinder hinanden lige meget. Men inden for den kategori, Johnson kaldte patriarkalsk terror – som senere er blevet kaldt bl.a. intim terror, og som ikke kan måles af CTS – er gerningsmanden næsten udelukkende en mand, helt kongruent med K. Helweg-Larsens undersøgelser.
Det er situationsbestemt vold, som Mandecentret pt er beskæftiget med at gøre til et politisk emne. Man har fra denne side ikke hæftet sig ved, at kvinders situationsbestemte vold primært (2/3) sker i selvforsvar og sjældent ender på skadestuen, krisecentret eller i retten. (Straus, Kimmel).
Patriarkalsk terror beskæftiger hverken Mandecentret eller Foreningen Far sig med. Den findes, når forskningen udelukkende henter data fra registre: skadestuer, krisecentre, politi og domstole.
Patriarkalsk terror er, i modsætning til situationsbestemt vold, motiveret af behovet for dominans og kontrol; volden er her instrumental og eskalerende. (Dekeserdy, 2000; Gelles, 2000; Straus, 1999).
Patriarkalsk terror, forstået som mænds behov for at kontrollere kvinder, har været grundstenen i feministisk teori om vold, og det er de teorier som mandebevægelsen har søgt omstødt med argumentet om kønssymmetri.
International forskning fra Johnson og frem har vist, at begge fløje har ret: Kvinder slår lige så meget som mænd i kategorien situationsbestemt vold, hvorimod patriarkalsk terror næsten udelukkende er et mandedomæne.
Når fortalere for mænds og fædres rettigheder derfor opponerer mod K. Helweg-Larsens undersøgelser skyldes det, at de er ikke er vidende om, at vold fordeler sig på to typer, og at Helweg ikke bruger CTS, men registerkilder.
Michael Kimmel har i årenes løb og i flere forskningsartikler gjort rede for, at CTS ikke giver et retvisende billede af kønnet vold.
Kimmel påpeger, at CTS for det første ikke medtager seksuel vold, som tegner sig for 7.7% af voldsepisoder mellem partnere. For det andet medtager CTS ikke vold fra ekspartner, et tal som er OTTE gange højere end vold mod gifte kvinder (Bachman & Saltzman, 1995; Greenfeld et al, 1998). For det tredje er CTS ikke et tilstrækkeligt godt måleapparat for voldsskaders omfang. Et slag er et slag, om det brækker en kæbe eller ikke efterlader så meget som et mærke.
Vold fra ekspartner, hvor det gælder tilbageerobringen af magt og kontrol, er også typisk mere alvorlig i sin karakter. Fx øges risikoen for drab med 50% for kvinder, der forlader voldelige mænd.
Kimmel fremhæver endvidere to statistiske misforhold, som han beder tilhængere af kønssymmetri om at gøre rede for:
1) overrepræsentationen af kvinder på krisecentre og skadestuer.
2) modsætningsforholdet mellem påstanden om kvinders vold inden for hjemmet og dette køns bemærkelsesværdige underrepræsentation i voldsstatistikker generelt.
I sin bog The Gendered Society (2000) er Kimmels hovedpåstand, at kvinder og mænd alligevel ikke er så forskellige. Alligevel fremhæver han den meget store aggressionsforskel mellem kønnene. Faktisk, siger han, er vold den eneste adfærdsvariabel, hvor der optræder højsignifikante kønsforskelle; han citerer værker som The Psyhology of Sex Differences (1974), og Baron og Richardson (1995), som med Human Aggression kom frem til enslydende resultater: at vold er mænds domæne. Det emne behandles også her.
Stalking opfattes i denne forskning også som et udtryk for kontrolmotiveret vold, der ligeledes udviser stor kønsasymmetri: Næsten 5% amerikanske kvinder og omkring 0.6% mænd har indrapporteret deres nuværende eller tidligere partnere for stalking. (Tjaden & Thoennes, 2000a).
Situationsbestemt vold sammenfattes i den nationale handleplan såldes:
Patriarkalsk vold er derimod en del af et systematisk mønster af kontrol og frygt.
Både Straus & Gelles (1999) var klar over, at deres forskning blev misbrugt politisk af mandebevægelsen og advarede mod at drage forkerte konklusioner og mod at bruge deres data til at skære ned på hjælpen til voldsramte kvinder:
For det første giver mænds gennemsnitligt større kropsstørrelse og styrke samt deres større aggression, at en mands slag sandsynligvis vil forvolde mere smerte og skade end en kvindes. For det andet sker næsten tre-fjerdedele af kvinders vold mod mænd i selvforsvar …
Skulle nogen have kapacitet til at læse mere end en billedtung norsk undersøgelse udgivet af det norske mandecenter, er der nogle forslag her:
Johnson, M. P. (1995). Patriarchal terrorism and common couple violence: Two forms of violence against women. Journal of Marriage and the Family, 57, 283-294.
Johnson, M. P. (2000). Conflict and control: Images of symmetry and asymmetry in domestic violence. In A. Booth, A. Crouter, & M. Clements (Eds.), Couples in conflict (pp. 178- 204). Hillsdale, NJ: Lawrence Erlbaum.
Johnson, M. P., & Ferraro, K. (2000). Research on domestic violence in the 1990s: Making distinctions. Journal of Marriage and the Family, 62, 948-963.
Kimmel, M. (1994). Masculinity as homophobia: Fear, shame and silence in the construc- tion of gender identity. In H. Brod & M. Kaufman (Eds.), Theorizing masculinities (pp. 119-141). Thousand Oaks, CA: Sage.
Kimmel, M. (1996). Manhood in America: A cultural history. New York: Free Press.
Kimmel, M. (2000). The gendered society. New York: Oxford University Press.
Kimmel, M. (2001, December 5). The myth of gender symmetry in domestic violence, The Irish Times.
Kimmel, M. (2002, January 26). Beyond the myths on domestic violence. The Irish Times
Kimmel, M. (2001) Violence between men and women are not equally divided, The Irish Times.
Straus, M. A. (1990). Measuring intrafamily conflict and violence: The Conflict Tactic (CT) Scales. In M. A. Straus & R. J. Gelles (Eds.), Physical violence in American families (pp. 29-47). New Brunswick, NJ: Transaction Books.
Straus, M. A. (1993). Identifying offenders in criminal justice research on domestic assault. American Behavioral Scientist, 36, 587-600.
Straus, M. (1997). Physical assaults by women partners: A major social problem. In M. R. Walsh (Ed.), Gender: Ongoing debates (pp. 204-221). New Haven, CT: Yale University
Straus, M., & Gelles, R. (1986). Societal change and family violence from 1975 to 1985 as revealed by two national surveys. Journal of Marriage and the Family, 48, 445-479.
Straus, M., & Gelles, R. (Eds.). (1990). Physical violence in American families. New Brunswick, NJ: Transaction Publishing.
Straus, M., Gelles, R., & Steinmetz, S. (1980). Behind closed doors: Violence in the American family. Newbury Park, CA.
Straus M. & R. Gelles (Eds.), Physical violence in American families. New Brunswick, NJ: Transaction Books. Tendler, S. (1999, January 22).
Tjaden, P., & Thoennes, N. (1998). Prevalence, incidence, and consequences of violence against women: Findings from the National Violence Against Women Survey. Washington, DC: U.S. Department of Justice
Tjaden, P., & Thoennes, N. (2000a). Extent, nature, and consequences of intimate partner violence. Washington, DC: U.S. Department of Justice, National Institute of Justice and Centers for Disease Control and Prevention.