Anatomien i en højkonfliktsag – til skræk og advarsel

De højkonfliktsager, som er hovedemnet for denne blog, er stadig uoverskuelige størrelser for de fleste udenforstående.

Foto: Per Rasmussen

Jeg har derfor bedt psykolog Iben Elene Oksfeldt, der har specialiseret sig i højkonfliktsager, om at beskrive anatomien i seneste sag på hendes skrivebord. Hun indsendte nedenstående liste og ledsagende den med ordene:

“Det kan være svært at forstå, hvad en højkonfliktsag er, og hvad den kræver. Denne seneste liste er en retvisende illustration af det typiske forløb i de mere end 800 højkonfliktsager, der har passeret mit skrivebord:

Antal møder med myndigheder i sagen:

Over 65 møder over 2 år

+ ca. 50 ugemøder under krisecenterophold

+ ca. 15 behandlingssessioner af barnet

I alt: 130 møder fra august 2014 til november 2016. 

Der er ikke regnet på den tid, der er gået til at læse og skrive skrivelser i sagen – den er betragtelig. Bemærk, at antallet af mødedage overstiger antallet af feriedage pr år.

Følgende antal professionelle har været indblandet:

Socialrådgivere: 9 stk.

Børnesagkyndige: 6 stk. 

Psykologer: 6 stk. 

Familieterapeuter: 6 stk.

Jurister i Statsforvaltningen: 4 stk.

Dommere: 4 stk. + 3 landsretsdommere

Konfliktmæglere: 2 stk.

Egen læge: 2 stk.

Pædagoger: 6 stk.

Sundhedsplejersker: 4 stk.

I alt: 52 forskellige professionelle – alle med forskellige holdninger til og vurderinger af, hvad "barnets bedste" er. Private rådgivere er ikke medregnet.

Status i sagen:

- Statsforvaltningen har netop meddelt, at der nu skal laves en børnesagkyndig undersøgelse.

- Psykolognævnet har netop udtalt kritik af den forældrekompetenceundersøgelse, som ligger til grund for alt, hvad der er sket i sagen fra oktober 2015 til november 2016, herunder også dommen, samværsordningen og familiebehandling i kommunen.

- Ankestyrelsen underkender Statsforvaltningens afgørelse.

Foreningen Far: alle gratis grins moder m/k

Foreningen Far kunne ikke lide Chris Albans debatindlæg, Fædrebevægelserne har skabt myten om den onde skilsmissemor, og klagede til Pressenævnet.

I denne uge bekendtgjorde Pressenævnet afvisningen af Foreningen Fars klager over Politiken, som du –– hvis du er meget, meget udholdende og har et virkelig kedeligt liv –– kan læse in toto her. 

Journalist Ditte Giese, som havde et uheldigt run-in med Foreningen Far tidligere på året, lancerede afvisningen på sin Facebookside med kommentaren:

Denne uges afvisning af Foreningen Far der så utroligt gerne vil redigere Politiken, men ikke rigtigt får lov.

Som sagt var klagen primært rettet mod Chris Albans debatindlæg, Fædrebevægelserne har skabt myten om den onde skilsmissemor.

Subsidiært gik klagen på en lang række forhold, herunder at Chris Alban blev lanceret som socialrådgiver, når sandheden nu var, at han i virkeligheden burde tituleres jobkonsulent, chilientusiast og borger uden portefølje.

Og vips-vaps. Nu står der sagsbehandler. Alt er godt.

Det hjalp heller ikke på Foreningens humør, at Politiken havde afvist et debatindlæg, hvad klagen da også omfattede, og Foreningen kunne derpå kun konkludere: 

Konsekvensen er, at foreningen fremover ikke betragter det som en mulighed at udtale sig til Politiken, hvilket anses som en krænkelse af ytringsfriheden for børn og fædre samt moderne familier (mand/kvinde).
 
Se videoen: 10 grædende mænd (ingen kvinder, sorry).
 
Eftersom Foreningen har gatekeepers overalt i dansk presse og var en nær samarbejdspartner med DR2, TV2 og Radio24syv, bl.a. da disse lancerede deres koordinerede angreb på advokater, som Foreningen Far ikke kan lide, må man sige, at den konklusion mildest talt er usportslig og forkælet.

Foreningen Far har yderligere besværet sig over, at Politiken har bragt flere misvisende og usande debatindlæg med en klar politisk agenda, hvor Foreningen Far er blevet nævnt og udstillet, selvom kun to ud af de i alt seks debatindlæg overhovedet nævnte Foreningen:

Forældrenes interesse skal ikke varetages på bekostning af børnenes [Mette Fugl] 
For voldsramte mødre holder volden aldrig op [Chris Alban] Vi stakkelsgør fædrene, selvom børn og mødre er de egentlige ofre [Mette Fugl]  
Psykopatiske alfahanner chikanerer mødre og børn [Susanne Staun]   
Skilsmissernes vraggods er kvinder og børn 
[Susanne Staun]  
 
Foreningen Far klagede over, at Fugl, Alban og denne blogindehaver kender hinanden. Hvad Foreningen Far ikke ved er, at Diese og denne blogindhaver også kender hinanden, well, kender og kender, vi har i hvert fald delt en nøgen René Fredensborg mellem os med ret stor ynde:

Og har man først delt en nøgen mand, stopper konspirationerne aldrig.

Anmærkningen om folk, der kender hinanden, åbner dog en sjov ladeport for spørgsmål, såsom hvor godt landsformand Jesper Lohse kender journalist Mette Kathrine Larsen? Som han arbejdede tæt og intimt sammen med bl.a. i løbet af Skilsmisse-Danmark. 

Smuds er smuds, men dette er alvor: 

HVILKE OPLYSNINGER I DE PÅKLAGEDE INDLÆG ER UKORREKTE?

Ingen. Hvis vi nu skal være helt faktuelle.

Men afvisninger fra det pæne selskab må Foreningen Far altså se at vænne sig til, hvis de ikke snart retter sig.
Det var et hårdt slag for Foreningen ikke at blive inviteret med på Egmont-tur til Norge, og det vil nok heller ikke være populært, at advokat Viggo Bækgaard i sin mødeinvitation specifikt forhånds-afinviterer Foreningen Far:

Jeg ønsker i den sammenhæng IKKE folk fra Foreningen Fars deltagelse belært af dårlige erfaringer. 

Undskyld.  Det er alle andre, den er gal med. Foreningen Far er perfekt og moderne. Det er naturligvis også en fejl, at Foreningen ikke er indstillet til Børnesagsprisen. Der må være et sted, man kan klage. 

Dødsfald som følge af Forældreansvarsloven: Albans liste

På sin blog skriver Chris Alban senest om forældreansvarslovens sorte bagside. Den bliver forvaltet således, at “børn skal have samvær med den forælder, de ikke bor hos,” skriver Alban. “Det har resulteret i en lang række uløselige konflikter mellem fraskilte forældre. Til dato har de konflikter kostet mindst 27 liv.”

Her er listen over nogle af de mord og selvmord, der er kommet i kølvandet på forældreansvarsloven.

Mandekonferencens bagside: kæmpe pædofilring afsløret i Norge

Samtidig med mandekonferencen i Norge, der skal slå et slag for fædres rettigheder, breaker nyheden om, at 51 personer er sigtet i kæmpe pædofilisag ... i Norge.
 

Ifølge det norske politi er flere af de sigtede højtuddannede. Heriblandt en jurist, en politimand i distriktet, flere politikere og ingeniører (en gruppe, som er overrepræsenteret i svære skilsmissesager). “Flere af dem velfungerende, ressourcestærke personer,” skriver Dagbladet. Som man aner, har flere af dem selv børn:

Det er ikke sjældent, at historier om pædofilringe viser sig i nyhedsfeedet; der faldt  dom i Randers-sagen d. 4. marts i år:

Seks års fængsel til 48-årig pædofil
 
Vestre Landsret lagde ved dom i september et år oven i de 6, som byretten fastsatte i Randers-sagen. Stadig ikke et ord om behandling, og anklagemyndighedens anmodning om forvaring blev igen afvist.

Disse er sager indeholdende perversioner, som man uden virkelighedens mellemkomst slet ikke kunne forestille sig: Randersmanden var bl.a. tiltalt for at have begået overgreb på to børn og for at have planlagt at købe et spædbarn til sex på en rejse til Rumænien. Nærværende sag er lige så ulækker:

En af de sigtede havde planlagt et overgreb på sin gravide kærestes endnu ufødte barn. Barnet skulle i følge politiet udsættes for overgreb, når det kom til verden.
Flere af de sigtede har allerede udført overgreb på egne børn.

Det er disse historier, der er årsagen til den frygt, mødre rammes af, når deres børn kommer hjem fra samvær med far og fortæller om at blive pillet i tissekonen. Men når mødre reagerer på den frygt og fortæller om den, hedder det sig, at mødrene fremsætter falske anklager. Og hvis børnene spørges, og de fortæller om det samme, skyldes det udelukkende, at de er forældrefremmedgjorte: Mor har bundet dem ting og sager på ærmet.

 
Historierne om vold og overgreb kvæles i bagatellisering, bortforklaring og victimblaming, fædrerettighedsbevægelsens centrale tricks. 

Mødres berettigede frygt er centralt irriterende for fædrerettighedsorganisationerne, så den frygt må onduleres med stærke midler som f.eks. psykiatriske diagnoser. Foreningen Far sætter overmodigt anførselstegn om “farlige” fædre. Det er der virkelig ingen grund til. 


Sagen er, at falske anmeldelser, der er fremsat med bevidst, skadevoldende hensigt, kun udgør 4% af gruppen af falske anmeldelser.


Sager som denne seneste afsløring viser, at mødres frygt ikke er taget ud af den blå luft.

Det er dagens børnesagkyndige psykologer ikke enige i. Der er ikke noget at frygte, hvis man spørger dem. Børn skal bare udleveres til samvær med deres pædofile forældre, helt lovligt og ifølge lovens anbefalinger om, hvad der er bedst for barnet:



Så slap nu af med de pædofilringe, medietyper. Der er masser af hyggepædofili, som kan observeres dagligt i Danmark med statens velsignelse.

Nordisk Mandekonference (Poliltianmeldt indlæg.)

På den nordiske mandekonference i Oslo, november, 2016, blev der budt på den form for stilsikker ikke-evidens, der er sædvanlig for mandebevægelsen, og som intet civiliseret samfund bør vænne sig til: 

De 95% diskriminerede fædre fremgår af Jesper Lohses Oslo-powerpoint, slide nummer 3. Et tal, der er trukket op af en hat.

Linket har været uvirksomt, lige siden Foreningen Far politianmeldte dette blogindlæg. Men de 95% diskriminerede fædre fremgår af dette slide fra formandens foredrag, der lå på youtube:

I Lohses tale til den norske fædrerettighedssammenkomst mente denne bl.a., at forældrepost var et vigtigere problem end voldssager og krisecentre: 

… i stedet for at tale om voldssager … og krisecentre … så er det altså der det er fornuftigt at tage fat i det her område [forældrepost] … fordi det er her man kommer ud og kan snakke med alle mulige der går på gaden … øhhm … man kommer ikke til at få politiske lovændringer ved at snakke om krisecentre … der er simpelthen for få mennesker involveret … der er for få politiske stemmer … det kan man bruge 10 år på at snakke om … 

Læs Lohses tale, og gys. 


I talen bebuder Lohse, at fremtiden vil byde på et litteraturstudie, der viser, at mor krænker mere end far: 

... og som sagt i næste … øhh måned … så kommer der … øhh … et litteraturstudie ud der viser at af de biologiske forældre der er det altså mor der har lavet flest seksuelle overgreb … og det gør altså at vi står med en lovgivning som slet ikke hænger sammen … 


Vi glæder os til at se Lohses “litteraturstudier”, der skal fortælle historien om kvinders seksuelle overgreb, og mens vi venter, kan vi spekulere over, hvor mange kvinder der var med i den netop afslørede norske pædofilring, hvis samlede datamængde var 150 terrabyte:

Intet under, at Oxford Dictionary har kåret POST-TRUTH som årets ord, og send så lige Chris Alban en kærlig tanke for denne evergreen:

Stor tak til Benthe for transkription af talen.

Gensyn med Linda Saugsted og de lukkede rum

Meget tyder på, at Ulrik Skotte har haft lettere arbejdsbetingelser, da han lavede dokumentar om Linda Saugsted, end tilfældet var med Sascha og Mohammed. I hvert fald osede dokumentaren af teknisk og narrativt overskud, herunder isnende perfekt klip og timing. 

Inddragelsen af den forh. sognepræst Sidsel Lysters forældre løftede programmet fra personsag til generelt systemisk problem, hvor det hører hjemme. Udstillingen af omfanget af deres datters sagsmapper var intet mindre end skræmmende.

Desuagtet savner jeg i alle disse udsendelser, at uindviede bibringes en forståelse for, hvorfor de sindssyge mødre så hårdnakket nægter at udlevere børnene til fædrene. Når det er umuligt at fortælle den del, medmindre der er faldet dom, er disse dokumentarer desværre spildte guds ord på Ballelars. 

Ingen tvivl om, at der i de moderlige ekkokamre er umiddelbar forståelse og genkendelse, hvis ikke raseri over den uforstående offentligheds kommentarer. Men den uforstående offentlighed forbliver uforstående, fordi den aldrig får en ordentlig forklaring.

Vi får aldrig bugt med myten om de onde mødre, der klistrer sig til deres børn, før der bliver åbnet for det lukkede rum, hvor tingene, der skræmmer, foregår: Hvad var Sascha og Linda så bange for?

Ulrik Skottes skaberhænder må have sitret for at besvare disse spørgsmål:

Det var derfor til Linda eks' indlysende fordel at afstå fra at medvirke i programmet. Hvis han havde sagt ja, havde han haft en del forklaringsproblemer, og verden var blevet klogere.

Det er ikke inden for Ulrik Skottes kompetencer at ophæve injurieloven, så kudos alligevel for at træde ind på scener, andre dokumentarister afstår fra, og for at gøre det med betydelig fintfølelse. Kudos også for lægge fokus på systemfejl og afstå fra yderligere domfældelse af Jørgen Saugsted: Vi ved det godt: Det er noget skidt at skyde folk. 

Se også
Den statssanktionerede destruktion af moderskabet 
Linda Saugsted, pressen, kommunen & eksen
Historien om bedstefars mord
Tvangsanbringelse med grelle konsekvenser

Der er stadig lukket for ANONYME kommentarer her på bloggen.

Efterlysning: Hvor kan jeg købe Saschas magiske app?

Sascha-sagen, DR1, mandag i bedste sendetid:

Hvor megen dårlig journalistik –– hvor mange postfaktuelle LORTEmeninger –– kunne vi ikke være sluppet for, hvis der simpelthen blev gjort det enkle, jeg fik lov at efterlyse i Politiken for nylig og nu igen efterlyser: at en sag tilgås med samme åbenhed og efterforskningsvillighed, som når politiet træder ind på et gerningssted og spørger: Hvad har vi her? Åbne spørgsmål, objektive undersøgelser, nul følelser. Ja tak til den faktuelle verden. Nej tak til dem, der vader ind på gerningsstedet, ser sig om og råber: »Nå! Det var nok kællingen, der gjorde det«.

Det er så stadig for meget forlangt, så jeg siger bare:

Tillykke med endnu et fædrerettighedscoop til DR.  

Så møder vi hende igen, den egoistiske, lettere forrykte mor, der gør ALT for at forhindre fars adgang til barnet –– en perfekt forlængelse af programmet om Lisbeth Marcussen, der lettere lallende og overvægtigt forlod Danmark med sine tre vanartede børn. Bare fordi. Sorry, freaks: Men det var det, familien Danmark så, hvis I skulle have glemt kommentarsporene.

Det var også det jeg så, denne gang: den forrykte mor, der handlede uden belæg. På nær én lille detalje: 

Den der magiske app, som Mohammad talte om? Hvor kan man få den henne? En app, der tillader en at redigere i modtagne sms'er –– uden at, vel at mærke, politiet kan se det? Come on!

HVIS det var tilfældet, at en sådan app fandtes –– altså ikke bare en lege-app med direkte adgang til Justin Bieber –– og var installeret i Saschas telefon, hvorfor har politiet så ikke undersøgt det? Og hvorfor har Mohammad ikke stævnet Sascha for ... fiflerier? Og hvorfor fanden i hede hule undersøger en DOKUMENTAR det ikke?

Nej, DR, vi er ikke tilfredse med talking heads, vi er ikke tilfredse med, at Mohammed bare får lov at sige  bla bla magisk app. Jeg er uskyldig. 

Truslen om børtførelse af pigen Melissa til Libanon må være den reneste form for vold uden blå og gul og grøn tilsætning. Er det bare det, vi ikke forstår inde på DR?

Hallo, Erling Groth? Har du også en god fraskilt ven, der er udsat for et røvhul, og som du i din postfaktuelle distraktion absolut må på plankerne for?  Er du lige så uprofessionel som resten af dine kolleger, der har variende grader af “problemer med mor”? Som Mette Kathrine Larsen, Christian Andersen og Kristian Danholm. Shit, huh?

Nå, ja.  Statsforvaltningen er ikke et hår bedre. De er heller ikke interesserede i at træde ind på gerningstedet og undersøge sagen.  De sms'er, hvor de trusler fremkom, måtte ikke fremlægges.
 
“Vi vil ikke se dem,” lød beskeden til Sascha og hendes advokat. Hvorfor ikke? Det får vi aldrig en forklaring på.

Hvor mange penge kunne vi ikke have sparet –– hvor megen statsordineret tortur kunne den familie ikke være sluppet for –– hvis Statsforvaltningen én gang for alle havde undersøgt de sms'er til bunds?

Måske systemet –– FOLKET –– lider af en indlejret  benægtelse af, at vold sagens kerne. 

En trussel om børnebortførelse er i den grad vold –– og konfliktoptrapning. 

Forstår man ikke det, får man det her shit:

Gamle myter på nye flasker: mere heksejagt

Vi har vidst det i årevis: at mor også slår, se bare denne artikel fra 2013, og denne helt fra 2007. Nu relanceres den gamle vin som en nyhed, sandsynligvis for at påvirke igangværende og påtænkte tiltag inden for familieområdet. 

Der skal ligestilles videre for fuldt smadder, så hvorfor ikke genbesøge dén lille pikante detalje. Jesper Lohse kan i hvert fald næsten ikke være i sin buks af begejstring:

Kampagnen, der har til formål at sætte tiltrængt fokus på vold mod børn, bliver –– lur mig –– i stedet til en diskussion om voldelige kvinder. For det kan vi ikke få nok af, alt det, der er i vejen med kvinder. Og her er DR, som man kan læse overalt på denne blog, den ideelle samarbejdspartner.

Ud over at kvinder fremsætter falske anklager, forældrefremmedgør deres børn og i øvrigt lider af "psykisk uro",  et syndrom, som kun Foreningen far opererer med, så er de nu også MEGET voldelige over for deres børn:

 

 

Og ikke nok med, at kvinder er MEGET voldelige, de begår også GROV vold. Undskyld mig: Siden hvornår er “slag med flad hånd” at rubricere som grov vold?

Det er en politisk diskursændring. I 2013 skelnede man på anden vis: “Tallene dækker alt fra lussinger og rusk til grov vold og mishandling med blandt andet varme grydelåg og cigaretter.”

I straffelovens særlige del defineres "grov vold" således: § 245 Grov Vold: Den, som angriber eller mishandler en anden person fysisk på en særlig rå, brutal eller farlig måde, bliver straffet med fængsel i op til 6 år. 

Men det nye anslag fra Red Barnet & partnere skal nu brande mødre som voldelige. Man ser overskriften for sig. KVINDER BEGÅR GROV VOLD. 

NOK SÅ VIGTIGT: Hvad med lige at korrige de tal for tid tilbragt med håndtering af børn? 

Den form for korrektioner er normal, høflig praksis inden for talhåndteringsdisciplinen, og selv voldelige udlændinge, som vi ellers hader åbenlyst uden at skamme os, får deres voldsprocenter korrigeret for alder og social status.

I modsætning til, hvad Foreningen Far stedse påstår, nemlig at familielivet er moderne, dvs. kører i Tesla, så er det altså stadig mor, der tilbringer mest tid med børnene. Se bl.a. Rockwoolfondens seneste opgørelse. Eller kig ud ad vinduet.

Jeg har desværre pt. ikke kapacitet til at gå i dybden med dette problem og efterlyser hermed aktivt en, der kan og vil. Venlige vedkommende, der undersøger det her nærmere, vil jeg anbefale at konsultere bl.a. Omfanget af vold mod børn inden for familien.

Her sættes der nemlig funktionelt lighedstegn mellem det at være udsat for vold og det at være vidne til vold i hjemmet. 

Rapporten, der bygger på både en norsk og en dansk undersøgelse, siger sammenfattende, at ca. 5 % af børn og unge udsættes for grov vold i hjemmet. 

Men samme andel børn været vidne til vold mod mor, henholdsvis ca. 5 % af de danske og 9 % af de norske børn og unge.

Undersøgelsen nævner sært nok ikke noget om børn, der har været vidne til vold mod far.
 

Stafetten er hermed givet videre. Chris Alban har allerede taget den her og kommer med flere gode pointer, bl.a. den store andel af enlige kvinder.

Og så låner jeg lige Chris' grafik. Den er slet ikke til at stå for i al sin bragende, lysende sandhed: