Pressemeddelelse til Ritzau fra Fagnetværket BARNETS TARV NU

Pressenævnet har i 3 nye kendelser af 27. maj 2016 de facto blåstemplet, at Public Service-medier kan fungere som en mediedomstol. 

TV2, DR og Radio24syv har samarbejdet om at fremstille en del af advokatstanden som utroværdig, kriminel og løgnagtig uden konkrete beviser. Advokaters integritet er derved truet og grundlaget for retsstaten vakler, da advokater er del af retsvæsenet. 

”Det er en alvorlig sag”, siger de to advokater og mediatorer, Pia Deleuran og Vivian Jørgensen, der selv var involveret i sagskomplekset i dagene den 12. og 13. marts 2015 om børns udlevering til samvær, hvor der er mistanke om vold og overgreb.

Desværre tillader Pressenævnet, at myten om mødres og advokaters falske anklager om overgreb på børn bæres frem af de tre Public Service-medier til skade for børnene, som ikke længere kan beskyttes mod overgreb.

 

Pressenævnet fandt ikke, at det var uetisk, at de involverede medier i et samarbejde udsendte 86 programmer, artikler, videoer m.v.  i løbet af 1½ døgn med en ensidig vinkling, hvor kun mistænkte fædres oplevelse blev behandlet ved brug af stærke følelsesmæssige virkemidler. Børns og mødres oplevelser af fædres overgreb på børn blev ikke fremstillet som et problem.

Nævnet fandt heller ikke, at det var uetisk af Public Service-medierne at fremstille etiske advokater som uetiske, når de alene viderebringer mødres og børns oplevelser af overgreb til myndighederne i en sag om farens kontakt med barnet.

Medieforløbet kan ses som et led i udbredelsen af en velkendt myte om, at beskyttende mødre og deres advokater fremsætter falske anklager mod fædre for at komme til at stå bedre i samværssager. FN’s CEDAW komite, der i marts 2016 udtalte kritik mod Danmark i forbindelse med blandt andet manglende blik for kønnede dynamikker og manglende overholdelse af menneskerettighederne for kvinder og børn i sådanne sager, må derfor nu oplyses om medieforløbet og konsekvenserne for kvinder og børn.

Siden 2007 er det nemlig med forælderanssvarsloven og de tilhørende skilsmissepakker, blevet tiltagende vanskeligt at beskytte børn i forbindelse med samværssager mod vold og overgreb samt mistanke herom. Public Service-mediernes repetition af myten på samfundsplan i 1½ døgn vil nu efter al sandsynlighed få som konsekvens, at flere børn bliver bragt i fare, da de kan blive pålagt samvær med en voldsudøver. Oplysninger om overgreb eller mistanke herom vil uberettiget kunne blive betragtet som falske for størstedelens vedkommende. Hvis de fremsættes, kan den forælder, der fremsætter dem, risikere sanktioner – i værste fald en sanktion, der går ud på, at barnet flyttes over til den, der er mistænkt for overgreb. 

 Nogle forældre kan af frygt for at blive beskyldt for falske anklager og dermed samværschikane, undertrykke deres mistanke om overgreb, så beskyttelsen af barnet forhindres. Advokater kan tilsvarende blive tilbageholdne med at anmelde vold og overgreb på deres klienters vegne til myndighederne, da advokaterne selv kan risikere at blive indbragt for Advokatnævnet som uetiske, og selv om Advokatnævnet frifinder dem, alligevel risikerer at blive dømt ved en ensidig mediedomstol.

Et par af overskrifterne i indslagene lød:

“Advokater opfordrer til løgn om vold og incest i familiesager.”

“Sådan snyder advokater børn ud af dine hænder.”

“Skruppelløse advokater.”

Heller ikke disse generelle påstande, der rammer en stor del af advokatstanden, påtalte Pressenævnet som uetisk.

Hvordan medierne uden påtale kan tillade sig at bruge formuleringen: 'falske anklager' / ’falske anmeldelser’,  når de  ikke VED, om anklagerne er falske,  fordi mistankerne om overgreb aldrig er blevet undersøgt af politiet eller er forelagt retten, er stadig en gåde. I forlængelse af det faktum, at den viden IKKE er til stede, kan man spørge om følgende:

Hvem skal tvivlen sand / falsk komme til gode, når det handler om barnets forhold, opvækst og trivsel: En far mistænkt eller anklaget for pædofili (som han muligvis har begået) eller barnet, der  - måske udsættes for voldelige eller seksuelle overgreb under samvær?

At de involverede journalister og ansvarshavende redaktørers adfærd kan blive blåstemplet af Pressenævnet, når de uden selvstændig konkret dokumentation udpeger navngivne advokater, som går i brechen for børnene for at beskytte dem, og anklager disse advokater for at rådgive til falske anmeldelser og lignende, er uforståeligt.

Uden denne selvstændige konkrete dokumentation falder hele grundlaget for Pressenævnets vurdering til jorden.

“Vi må nu sætte vores lid til det internationale samfund og vente på resultatet af den verserende retssag,” udtaler advokat og mediator Pia Deleuran efter Pressenævnsafgørelserne.

Advokat og mediator Vivan Jørgensen fastholder, at børn må beskyttes for enhver pris, og siger: “Befolkningen havde ikke en chance for at forstå den egentlige problemstilling. I samværssager er der tre parter: Et barn, en mor og en far. Det kom ikke tydeligt frem, at barnet har et ubetinget krav på beskyttelse mod overgreb. Det glemte medierne at få anskueliggjort, selv om det klart fremgår af Menneskerettighederne og er beskrevet i et FN notat fra 2013.”

Se også:
Klagernes afviste genmæletekst


Tidligere her på bloggen:
Foreningen Far styrer medierne
Foreningen Far styrer medierne II
Og nu til nyhederne med Poul Erik Skammelsen
DR og offerudvælgelsen
Journalist fyret for misbrug af stilling  
Landsret omgør dom, som DR og journalist havde påvirket
Bortførelsen, flugten og Doceye
Myten om falske anklager

Til skræk og advarsel

Denne historie ville være sjov og kuriøs, hvis ikke manden, der  bl.a. går under navnet Den Falske Greve, denne gang havde udset sig Marion Weilharter som offer.

Hvem er nu Marion Weilharter? spørger du, fordi du er her for første gang. Det er moren i den børnebortførelsessag, der er kendt som "Oliver-sagen". Denne sag fik fornyet liv, da FN's Kvindekomité i marts publicerede sin afgørelse i sagen: Oliver skal hjem til sin mor. En afgørelse, den danske stat vil gøre alt for at ignorere.

FN: Danmark skal udlevere kidnappede Oliver 

Hvem er så Den Falske Greve? vil du dernæst vide. En kæmpe platugle, hvis mest udtømmende monografi du finder her. 

Her er et ungdomsportræt af ham:

Og sådan præsenterer han sig nu på LinkedIn, lidt ældre og under sit nye navn M.V. Christensen:

  

Og sådan ser han ud på Facebook: 

hvor man ser, at han nu er Morgen Christensen, ikke Benny Leon Lewentlow, Mogens M. Christensen, Morgens Mørsthøj Christensen eller Morges Torm Christensen, men Morgen Christensen. God morgen!

Så M'et er Morgen og V'et står for Vizz, og det må jeg sige, sikke et navn: Morgen Vizz Christensen! Woof! Bare det var mit. 

Han smykker sig desuden med ikkeeksisterende firmanavne som fx:

KLKlark & Ramsbøll ell

Christensen World GROUP, CEO

Med vanlig tæft for at snige sig ind på ubefæstede sjæle gjorde “Morgen Vizz” præcis dette. Han kan kunsten at tale sig ind på andre og det med sjælden lydhørhed og gehør for, om der kunne være en sårbarhed eller et problem med profitpotentiale et sted i deres nærhed.  

Således også, da han ad omveje nærmede sig sagen via henvendelse til en person, jeg her vil kalde Anonym. Denne person faldt pladask for hans tilsyneladende venlighed og grænseløse hjælpsomhed. Og for hans evner og forbindelser: 30 år i udenrigstjenesten, forbindelser over hele verden og i stand til at få møde med Søren Pind og Karen Ellemann ved knips med fingeren. Og. Så. Videre.

Samtalen landede på et tidspunkt på Marion Weilharter, hvis sag som sagt er nyligt aktualiseret af FN-afgørelsen. Tanken må være landet i Platuglens hæmningsløse og specielt sammensatte hjerne som et stjerneskud: Her var hans nye offer. Selvfølgelig! Hvem var lige nu mere alene og mere sårbar og dermed et bedre bytte for en lykkeridder af laveste støbning? Vel kun flygtninge –– og der er ikke rigtig noget at plukke der. Næ, Marion Weilharters fuldmagt skulle han have, angivelig for bedre at kunne hjælpe hende med at dykke ned i sagsakter. Han anede jo ikke, at hun ikke engang havde adgang til sin egen sag og ikke kunne få så meget som sin egen aktliste udleveret af Statsforvaltningen. Og så skulle “Morgen Vizz” også lige bruge 25.000 kr til dækning af rejseudgifter, et beløb, der fra dag til anden steg til 50.000 kr. Ikke de store penge, nej, men han har skam truet en ældre dame med død ved krokodille for sølle 12.000 kr.

Marion Weilharter, der i årevis er blevet bedraget af den danske stat og jaget af et sortiment af privatpersoner, er ikke lige sådan at fravriste en fuldmagt.    

En lille kreds af mennesker korresponderede med Platuglen længe efter, at Marion havde trukket stikket. Charlatanen bag måtte jo vise sig på et tidspunkt, var tanken. 

Og det skete også, da han venligt blev bedt om at vise legitimation og referencer. Dette gav omgående anledning til en personlighedstransformation: Julemanden var skredet og havde efterladt en tosse, der udsagde evergreens som "Uden tillid kommer man ingen vegne" og i øvrigt sendte injurietrusler i alle retninger.

Afslutningsvis konkluderede han: "Jeg har aldrig oplevet så meget ballade og mistroiskhed. Som min hustru så rigtigt siger: Når alt er gratis, går det galt. Det kan der være noget om."

Ja, der kan der være noget om, især når alting kun er næsten gratis.  

Morgen Vizz Christensen har ligeledes tilbudt sig til Alternativet for bl.a. at støbe deres indvandrerpolitik og hjælpe med det interne politiske arbejde. Jeg er ret sikker på, de sagde pænt nej tak.  

Hvor jeg dog hader at skuffe My Number One Fan

Jeg skulle have læst op af min roman i går til Talk Town-arrangementet på Halmtorvet, men var desværre lagt ned af sygdom, og det har åbenbart skuffet min største fan, en mand med så stor indlevelsesevne, at han mener min roman handler om ham. Det er jeg vant til –– at folk tror, alting handler om dem. Sågar har jeg en kollega, der er blevet beskyldt for at stjæle tanker. Man skal høre på meget. Fra alle sider:


“Kære Susanne Staun, Som din nr 1 fan, læser jeg naturligvis din blog dagligt, og havde da også samlet et godt udsnit af folk til oplæsning af “Velkommen til mit mareridt”; kl 14.00, så du havde lejlighed til at møde disse mennesker du på kapitalistisk vis profiterer på at krænke. Du kunne ved samme lejlighed forklare hvorfor disse mennesker er særligt udvalgt til din opkast-journalistik nu hvor alle var lykkeligt samlet. Til alles store skræk var du der ikke - vi var lovet både volt og bidemærker - men måtte gå derfra skuffede. Bare rolig. Jeg holder øje og vi er på pletten næste gang du med tomme trusler lover at folde dig ud med højtlæsning af din tja... journalistik er vel et i overkanten flot ord for det, men pyt.... Kh, Your number one fan - Hr Nikolaj Rommedahl - AKA tror du jeg er Total Idiot Med Mere (Timm).”


Du har fået din taletid, Nikolaj. Jeg lukker for din mikrofon nu. Held og lykke med at få dine tyve minutter andetsteds.

Ordbogen mod Østre Landsret

Så er der bølgegang i trusselssuppen igen.

Olivers far, T.N. Sørensen, har i kølvandet på Lars Fogts nyhedsartikel i MetroXpress i går vedr. afgørelsen fra FN’s Kvindekomité prompte påklaget artiklen til Pressenævnet. 

Hvor har vi set det før?

Truslen fra truslernes planet
T.N. Sørensens trusselsbrev til mig


Og nu hører jeg, at der er klaget over Weilharters Facebook-side, og at hendes “funktioner nu er begrænsede”.

Bliver de aldrig flove?

Pressenævnet er et fantastisk klageorgan. Det er nemlig gratis, men egentlig ret impotent. Det kan udtale kritik –– alvorlig kritik, mellemkritik og småkritik. Og så kan det pålægge et medie rettelser eller dementier. Men journalister hader det. Derfor er det alt i alt en skøn discount chikanemulighed.

Sørensen mener, Fogt burde have læst alle Sørensens juridiske dokumenter og fundet plads til dem i en 400-ords nyhedsartikel om, at FN ikke er enig med Sørensen og mener, at Oliver skal hjem. Dét er jo kødet og kartoflerne i Fogts historie, og det kræver altså ikke en partshøring af Sørensen at fortælle den.  

Men centralt  beklager Sørensen, at Fogt bruger ordet bortført om den handling, der bragte Oliver ud af  Østrig på bedste Pimpernel-vis. Det sker på trods af, at et væld af danske artikler i årevis har talt om bortførelse, her fx BT i 2013:

Har Sørensen mon været i Pressenævnet med den artikel? Eller hvad med TV2 som her. Eller hvad med de resterende næsten 100 artikler i forskellige aviser, der alle nævner Sørensens bortførelse. I Pressenævnet med dem alle sammen? 

Lars Fogt bruger ordet kidnappe. Bortføre og kidnappe er synonymer, men Fogt vælger kidnappe, fordi det er det ord, Komitéen selv bruger, hele vejen igennem:

Det er ganske vist, at Sørensen har Østre Landsrets ord for, at han ikke har bortført/kidnappet sin søn. Men det er også ganske vist, at Sørensen er dømt for børnebortførelse af østrigske Oberlandesgericht für Strafsachen.

Sørensen har en dårlig sag i Pressenævnet.  

Men nu vi alligevel er her, har jeg lyst til at kigge nærmere på ordene bortføre og kidnappe.

Det fremgår af ordbogen, at bortføre betyder “føre bort ved magt; bringe nogen fra et sted til et andet mod deres vilje.”

Det bliver vist ordbogen mod landsretten, for ordbogsbeskrivelsen er meget dækkende for, hvad der foregik uden for børnehaven i Graz d. 3. april 2012, hvor én mand holdt Marion fast, mens Thomas Sørensen rev Oliver til sig. 

De to mænd spurtede derpå af sted i en lejet østrigsk bil, der senere blev fundet bag et krat.

Skrige. Flugtbil. Kidnappe. Lyder det stadig som en lovlig, stille og rolig afhentning? I så fald vil jeg da gerne vide, hvorfor tidl. formand for Foreningen Far, advokat Sonja Toft –– en af dem, der giver 10% til medlemmer af Foreningen Far ––  kalder det selvtægt. Ordbogen udsiger, at selvtægt er dette, at man uberettiget sætter sig ud over love og regler for at håndhæve en ret, som man selv mener, man har. Selvtægt er strafbart iht Straffelovens § 294. 

Den ulovlige handling slås altså fast af Sørensens egen advokat.

Det sker på denne video, hvor det [2:12] oplyses, at Sonja Toft ikke mente, at der var andet at gøre end at gribe til selvtægt: “Der var ingen, der ville hjælpe. De danske myndigheder havde ikke gjort noget som helst. Udleveringssagen havde verseret siden september 2010, og der var intet sket.”

Forud for denne afhentning prøvede Sonja Toft tilsyneladende at bestille gorillaer til formålet, og hvor fås de bedre end hos navnkundige Peter Hjørne. Advokaten, som tidligere har påtaget sig at forsvare Hells Angels, nazi-leder Jonni Hansen og morderen Peter Lundin, lagerfører naturligvis gorillaer, må Toft have tænkt:

Hvordan kom de så videre, efter at have smidt den østrigsk-indregistrerede bil bag krattet uden for Graz for at skjule sig i den blå luft, som ethvert ordentligt menneske jo gør?


Ikke til at vide, kun til at gisne om. 

For hvor mange danske børn havde i 2012 brug for assistance af et professionelt “børnebjærgningsfirma”? kan jeg ikke lade være med at tænke –– oven i købet et firma, der bruger ganske voldsomme metoder ifølge denne artikel: special agents, tasers & peberspray.

Nå, men to danske statsborgere tager altså til Østrig og bortfører et østrigsk barn: østrigsk statsborger, østrigsk pas, østigsk mor med fuld eneforældremyndighed, barn frameldt folkeregistret i Danmark. Og det er fuldt lovligt ifølge næsthøjeste juridiske myndighed i Danmark.

Sørensen har således bortført Oliver, men har ikke dermed begået en ulovlig handling. Således kompromiset ml. ordbogen og landsretten.

En god dag at dø

Der er dage, hvor jeg bare har lyst til at give op. Det ville de anonyme gentlemen, der skriver løs i kommentarsporet (uden at blive lukket ind, thank God!) ellers bifalde. Klap, klap, klap! ville de sige.

Men så er der GODE dage. 

Der er fx den dag, hvor bloggen når SF's Tine Torp og dermed Folketinget.  

Så er der en dag som i går, hvor en af de forfulgte advokater, som jeg har skrevet så meget om herinde, bl.a. her og her, omsider bliver hovedhistorien i DR's 18.30 nyheder.

Og kommer i min avis, Politiken. Bedre sent end aldrig, folkens. 

Så er der de dage, hvor jeg af diverse aktører bliver inviteret til Folkemødet  på Bornholm for at tale om psykopatiske alfahanner og EU's dybt skeptiske forhold til dansk retspraksis. 


Og en dag som i dag, hvor MetroXpress, der tidligere har vist sig ganske duelig i disse sager, omsider og SOM DEN FØRSTE –– efter præcis to måneders TOTAL medietavshed –– skriver om FN's Kvindekomités støtte til Marion Weilharter. 

Tak til MetroXpress. Se artiklen her.

I dag er der også Michael Kimmel på Den Sorte Diamant kl. 20.00. Hvem er han? Well, læs om ham her, på Deadbeat Dads. Kimmel var ferm til at forklare Trump-fænomenet for Krasnik på Deadline i går. 

Der er så også en dag som i morgen, hvor utrættelige trods gennemhetzede Vivian Jørgensen og Pia Deleuran, begge familieadvokater –– se ovenfor –– for 117. gang vil forklare, at børns rettigheder er en fucking joke i Danmark. Eventet hedder Talktown og er gennemillustreret af skønne Sisse Jarner.

Hvis min tropeormsfeber ellers arter sig onsdag d.18. maj ved  14-tiden, bidrager jeg med en kort oplæsning fra Velkommen til mit Mareridt.  

Det er Halmtorvet nr 15, og bitre, hvide, antrufne mænd  er velkomne, men risikerer 100.000 volt og et lille bidmærke.

Ræven vogter høns: voldsramte kvinder & politiet

Personligt har jeg INGEN dårlige erfaringer med politiet. De kom, da jeg ringede. De efterforskede faktisk sagen om, hvem der havde proppet 1 meter pigtråd op i røven på den dyre frieserhest og perforeret hans tarm.  Og den fartbøde? Den var velfortjent. Ret skal være ret.

Men de mange voldsramte kvinder, hvis sager jeg har gennemgået, deler ikke mine gode oplevelser.
 
I indlægget Foreningen Fars Politi kunne du erkyndige dig om Foreningen Fars insisterende anbefaling om, at politiet skal afgøre de svære samværssager, og hvorfor det er en rigtig dårlig idé.

Her kommer fire grunde mere til, at politiet intet yderligere skal have at gøre  med sager om  vold mod kvinder.



Undersøgelser af svensk og amerikansk politi har vist, at et disproportionalt stort antal politimænd selv er voldsudøvere.

Den mest udbredte sigtelse mod svenske politibetjente uden for tjeneste i det seneste årti er vold mod kvinder.  Det fremgår af en optælling, den svenske avis Dagens Nyheter foretog i 2014. Knap en tredjedel af alle de sigtelser, der er rejst mod svenske betjente i perioden 1998 til 2008, vedrører overfald på ægtefæller, ekskærester eller tidligere partnere.

Dagens Nyheter kunne også berette, at kun 3 af de 21 politimyndigheder havde procedurer til at beskytte voldsramte kvinder. Politiet fulgte ikke sine egne regler, hed  det –– hvis nogen overhovedet.

Amerikansk statistik lægger sig ved siden af den svenske: En ud af fire kvinder i USA er offer  for vold i hjemmet, og det tal fordobles for dem, der er gift med en politimand, mens Advocates for Human Rights oplyser, at vold i politihjem er 2-4 gange højere end hos det nationale gennemsnit.

Se også:
Officer involved domestic violence
Police family violence fact sheet

Dagbladet Politiken dækkede den svenske undersøgelse med en kort referenceartikel, men fandt ikke anledning til at indlede en nærmere efterprøvning af dansk politi.  Muligvis som en direkte konsekvens af, at straffesager er undtaget fra offentlighedsloven (Se punkt 4 nedenfor).

Men sådan er dansk politi selvfølgelig ikke, siger du.  Og det er da meget muligt, men hvor ville det være befriende officielt at få det afkræftet. Både Sverige og USA hører nemlig til “de lande, vi sammenligner os med”, og det betyder sædvanligvis, at vi spærrer øjnene op ved store adfærdsafvigelser de sammenlignelige lande imellem.

For halvandet år siden, i december 2014,  afslørede Ekot, et nyhedsprogram på Sveriges Radio,  at det stockholmske politi i en tiårs periode havde registreret tusindvis af kvinder, der havde indgivet anmeldelser om partnervold. Disse anmeldelser havde en ellers rost specialenhed samlet i et hemmeligt register. I registret var kvinderne opdelt i kategorier i henhold til race, religion, interesser og diagnoser og udstyret med betegnelser som ”mytoman”, ”psykisk ustabil” og “besværlig”.  Tankegangen bag registret var, at vold ikke kan ramme alle kvinder, men kun visse kvindetyper. Derfor var voldsudøveren kun nævnt ved navn, mens ofrenes beteende blev vendt og drejet på en alt andet end videnskabelig facon. Deraf navnet Kvinderegistret.  Det må siges at være en avanceret og gennemført form for victimblaming. 

Kun netmediet Modkraft dækkede Ekots fund i en referenceartikel, og igen fandt dansk presse ikke anledning til en undersøgelse af dansk politi. Det ville de som sagt også få svært ved, igen med reference til punkt nr. 4.

Politiet anerkender, at vold kan antage mange former. Her definerer politiet, hvad vold er: Når en gerningsmand angriber dig, f.eks. med slag og spark. Hårde greb, skub og spytning kan også være vold.
Det er derfor svært at forstå, når politiet i sag efter sag, nægter at rejse sigtelse som fx i sagen, hvor en mor blev slået ned af børnenes far foran børnene og blev kørt på skadestuen af politiet. Trods vidner, skadestuejournal og anmeldelse blev der ikke rejst sigtelse mod manden.
 
Eksemplet ovenfor er et af lidt for mange, jeg er blevet præsenteret for, hvor voldsramte kvinder ingen vegne kommer. Problemet er, at hvis der ikke bliver rejst sigtelse, og sagen ikke kommer for en dommer, der dømmer voldsudøveren skyldig i vold, så er der iflg. loven ikke begået vold. Skulle kvinden alligevel nævne vold som en grund til ikke at udlevere barnet til samvær med faren, er kvinden hermed skyldig i falsk anklage og risikerer at miste sit barn til en voldelig far, fordi hun ikke samarbejder. 

Endnu værre ser billedet ud, når man indtænker, at politiet er lige så magtfuldt, som det er uigennemsigtigt. Det er simpelthen ikke muligt at få indblik i politiets arbejde, hvorfor undersøgelser som de ovenfor nævnte er svære, hvis ikke umulige, at lave.
For så vidt angår efterforskning af lovovertrædelser, fuldbyrdelsessager og andre, der vedrører strafferetsplejen, er politiet ikke omfattet af offentlighedsloven, om så sagerne er nok så gamle, nok så henlagte eller nok så opklarede. Dette er en personlig erfaring, jeg har gjort mig, da jeg udstyret med fuldmagt søgte aktindsigt i en voldssag mod en bestemt kvinde, men en erfaring, jeg kunne have sparet mig, hvis jeg forudgående havde læst denne artikel, Nej, sagde politiet, og borgeren tav. Heraf fremgår det blandt andet, at man ikke engang kan få indsigt i egne  straffesager; at politiets arbejde ikke tillader monitorering selv af professionelle aktører som Center for Rets- og Politistudier (Cerepo), og at klager til Statsadvokaten (også) er spild af tid, da denne agerer som politiets forlængede arm og blot gentager politiets afvisninger af aktindsigtsanmodninger.

Offentlighedslovens anvisninger til politiet efterlader en meget stor margin til rent skøn, og det er dette skøn, der oftest stiller sig mellem borgerens eller journalistens indsigt i politiets arbejde. Et eksempel er retsplejelovens § 41 d, der lader det være op til politiets jurist at vurdere, om aktindsigtsanmoderen har en “individuel, væsentlig interesse i et konkret retsspørgsmål.” Jeg har ikke kendskab til en sag, der ikke er blevet afvist under henvisning til dette skøn, et skøn, som statsadvokaten herefter tiltræder.

Så hvem overvåger, om politiets arbejde på det strafferetslige område går ordentligt for sig? Ingen. Vi fik i 2012 ganske vist Den Uafhængige Politiklagemyndighed, men den behandler hovedsagelig klager over politiets adfærd. Kritikere hævdede allerede inden klagemyndighedens oprettelse, at den ikke har beføjelser til at rejse tiltale mod betjente i strafferetssager og kommer til at lide under et personale, der er for farvet af det gamle system.

Under alle omstændigheder undersøger politiet fortsat sig selv. Det skete så sent som i CSC-hackersagen, hvor politiregistre hos CSC blev lænset for data, ligesom politiet selv udfærdiger evalueringsrapporter, som det skete i kølvandet på terrorangrebet sidste år. Og nej, vi er ikke verdens mindst korrupte land, som den årlige internationale korruptionsopgørelse fra NGO’en Transparency International ellers forleder os til at tro. Opgørelserne, der giver os pladsen som mindst korrupt, er nemlig udelukkende et udtryk for borgernes opfattelse af den offentlige sektor.

Hvert 3. barn: dobbeltmoral er dobbelt så godt

Hvis bageren ikke vil spise sit eget brød –– vil du så spise det? Næppe. Hvis du spiser som et svin og lever af at lære andre mennesker gode manerer –– hvor mange kunder har du så? 0 vil jeg skyde på. I så tilfælde lever du nemlig ikke op til tidens store bon mot: 

PRACTICE WHAT YOU PREACH

Om Hvert 3. barn, som medierne ofte bruger som “uvildige” eksperter, og som jeg her på bloggen tidligere har kaldt betalingspendanten til Foreningen Far, kan man med rette stille spørgsmålet: Agererer firmaets medstifter, medejer og “kundekonsulent” Christian Thorsen Nørgaard i overensstemmelse med eget firmas hovedsøjler? Disse er:

1. Børns trivsel og udvikling er afhængig af samvær med begge forældre for enhver pris
2. Falske anklager, og 
3. Forældrefremmedgørelse


Disse hovedsøjler har Hvert 3. barn til fælles med fædrerettighedsbevægelserne verden over, og netop derfor bliver det nok så interessant at inspicere firmaets eneste mandlige repræsentant. Efterlever Christian Thorsen Nørgaard sit eget firmas idealer?

Mød først Christian Thorsen Nørgaards ekskone, Tammy Nørgaard. Her er et billede af hende, der er hentet fra Socialministeriets arkivskab.

Tammy Nørgaard er ufrivilligt bosiddende langt fra sine børn, i Californien, en lang historie, der ikke kan blive plads til i denne omgang. Christian Thorsen Nørgaard bor sammen med sine og Tammys børn i Danmark.

Skal man undersøge Christian Thorsen Nørgaards forhold til firmaets første søjle, nødvendigheden af barnets samvær med begge forældre, er det derfor formålstjenligt at spørge Tammy Nørgaard, hvor meget kontakt hun har til parrets to børn. Så det har jeg gjort, og svaret er:

Jeg taler med dem par minutter om måneden enten på telefon eller over Skype. Så står han [Christian Thorsen Nørgaard] som regel ved siden af og beder dem om at stille mig en masse spørgsmål, eller også fortæller børnene, at han vil have dem til at sige bestemte ting til mig. Jeg noterer alt ned om de samtaler til brug for til vores kommende retssag [som skal udrede, hvor børnene skal bo iflg. Haag-konventionen].

For så vidt angår første søjle, praktiserer Christian Thorsen Nørgaard så, hvad hans firma prædiker? Er han med til at sikre børnenes trivsel og udvikling?

Nej. 

Dette forhold understreges af:  

Hvert 3. barns anden søjle, falske anklager

Falske anklager en myte, fædrerettighedsbevægelserne udbreder med stor ildhu. Den skal sikre, at fx voldelige og incestuøse fædre også får adgang til børnene, og det gøres ved udbrede myten om, at mødre lyver.

Men falske anklager er angivelig også en sport, Christian Thorsen Nørgaard deltager i. Eksempelvis har han ifølge denne publicerede, dvs. offentligt tilgængelige, dombog fra appeldomstol i Californien, anmeldt sin ekskone for ikke at have opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. Det står på side 12.

Angivelig, ifølge erklæring udfærdiget af Tammy Nørgaards mor til brug i retten,  anmeldte Christian Thorsen Nørgaard samtidig også denne for at opholde sig illegalt i landet:

Praktiserer Christian Thorsen Nørgaard så, hvad hans firma anbefaler, for så vidt angår anden søjle, de falske anklager? 
 
Nej.

Hvert 3. barns tredje søjle 

angår det i USA stort set forkastede begreb forældrefremmedgørelse –– en form for negativ påvirkning af barnet, der efter sigende udøves af den ene forælder over for den forælder, der ikke ser barnet i længere tid pga efterforskning af anklage.

Christian Thorsen Nørgaards børn kunne man opleve på Nyhederne med Poul Erik Skammelsen d. 12. marts 2015, hvor begge børn mente at kunne huske noget, der aldrig var foregået, nemlig at en bestemt advokat, som de i virkeligheden aldrig har mødt eller talt med på anden vis, havde rådet dem til at fortælle, at deres far slog dem. 

Hvordan er de kommet på den tanke?

I dette program kunne man høre de selv samme børn, som flere gange har udtalt, at de er bange for deres far, fordi han slår dem, besvare spørgsmålet:

Passede det [at jeres far tog fat i jer og slog jer]?

“Nej, min far er rigtig dejlig,” svarede den ældste, Mia. 

Mia forklarede sig til en samtale med Aarhus Kommunes familieafdeling i 2013 –– to år forud for den opsigtsvækkende TV-optræden –– over for en  person ved navn "ut" (= undertegnede), som sammenfattede det således:

Hun kan ikke lide at være hos far, da han ofte slår dem. Mia siger meget højt og bestemt: “Et kæmpe ja – at han slår os.” Mia fortæller, at Sarah bliver mest slået. Vi taler lidt om hyppigheden af volden, hvortil Sarah og Mia fortæller, at "der sker noget med Sarah" ved hvert eneste samvær med far. Mia hiver uopfordret op i sin trøje og fremviser et blåt mærke på ca. 4/5 cm i diameter på sin ene arm. Mia fortæller, at hendes far tog hårdt fat i hende ved sidste samvær, hvorfra mærket stammer. Mia fortæller, at det har set værre ud, men nu er ved at heales. Ut spørger til, hvordan det er sket,  hvorved Mia tager fat i uts arme og viser, hvordan hendes far havde fat i armene på hende. Mia fortæller umiddelbart upåvirket videre, at hun tidligere også har haft et blåt øje, da hendes far skubbede hendes hoved ned i en håndvask, og at hun også har haft en bule i hovedet, da hun var blevet slået med en bog. Mia fortæller, at deres far slår og hiver i Sarah. Sarah deltager i samtalen og bekræfter Mias udsagn.
 
Dette er en af de utallige gange, hvor Mia fortæller om vold i hjemmet. Men pludselig, foran de rullende kameraer i TV2's varme studie, er den vold ikke foregået. Den voldelige far, som Mia helst ikke ville være hos, fordi han slår dem, er forvandlet til en “dejlig far”. 

Hvert 3. barn ville kalde det forældrefremmedgørelse. Jeg ville kalde det hjernevask. American Overseas Domestic Violence Center har i sin appel til en amerikansk domstol til støtte for Tammy Nørgaard kaldt det Stockholm Syndrom.


Uanset hvad vi kalder det, må jeg afslutningsvis spørge, om Christian Thorsen Nørgaard så heller ikke lever op til eget firmas idealer i spørgsmålet om forældrefremmedgørelse?

Nej, heller ikke det; ikke så vidt jeg kan se.  

Tidligere om Christian Thorsen Nørgaard på denne blog:

Christian Thorsen Nørgaards injuriesag mod mig 
Dødstrussel til Michael Jeppesen –– with love 
Og nu til nyhederne med Poul Erik Skammelsen 

Det skal retværdigvis siges, at mange fædre roser Hvert 3. barn for deres faglige opgør med børnesagkyndige udtalelser, der ikke falder i fædrenes smag. Fx er der kun rosende ord til overs for firmaet fra den meget triste mand bag barnetstarv.com 


Dette blogindlæg blev nedtaget maj 2016, da det kom til denne blogindehavers opmærksomhed, at det daværende grundlag for at fremsætte påstanden om, at Christian Thorsen Nørgaard skulle have fremsat falske anklager om sin ekskones opholds- og arbejdstilladelse var blevet kendt injurierende. Nærværende blogindlæg er tilrettet og genuploadet 16. september 2017, nu med ny og offentligt tilgængelig kilde til påstanden om falske anklager.

Christian Thorsen Nørgaard er såvidt vides ikke længere part i Hvert 3. barn.