Først den ene, så den anden, så den tredje ... hvor mange gange skal det siges?

EU-Parlamentets Udvalg for Andragender har klaget til og over regeringen over mødres bekomst i Danmark. FN’s CEDAW-komité har gjort det samme. Nu påpeger Women’s Coalition og søsterorganisationen Safe Kids International, at der er tale om et internationalt fænomen af undertrykkelse og menneskerettighedskrænkelse af mødre, men fremhæver Danmark som værende lovgivningsmæssigt på vildspor.

  
Her følger en forkortet oversættelse af petitionen, der blev sendt til FN Kommissionen for Kvinders Status med henblik på videresendelse til FN's Økonomiske og Sociale Råd (ECOSOC), et af de seks hovedorganer i De Forenede Nationer.

Formålet er at bringe FN-systemet til at forstå det udbredte mønster af menneskerettighedskrænkelser, der gør, at kvinder mister deres børn og bliver ude af stand til at beskytte dem. Der ønskes via FN’s generalsekretær Ban Ki-moon og undergeneralsekretær og eksekutivdirektør for UN Women,  Phumzile Mlambo-Ncgucak, officiel anerkendelse heraf. Tillige ønskes, at der nedsættes en undersøgelseskomité, der kan formulere en politik og udvikle strategier for at bringe  den udbredte diskrimination og undertrykkelse af kvinder til ophør.


SAGSSYNOPSIS 
Nu, hvor kvinder i den højtudviklede del af verden er blevet økonomisk uafhængige og kan lade sig separere og skille fra mænd uden at ende som posedamer eller dø af det, er de for første gang i historien havnet i den sårbare situation, hvor de risikerer at miste deres børn til en mand, hvis han – uanset af hvilken grund – beslutter, at han vil have børnene.  De færreste kvinder ved, at kvindebevægelsen i 70’erne ikke gjorde arbejdet helt færdigt.  Mænd kan i dag – og har alt for ofte held til at – bruge “deres børn” til at udøve kontrol over “deres” kvinder, som enten har forladt dem, eller som ikke levede op til deres standarder til en kvinde eller en partner. Kvinder, som  lider under den vildfarelse, at deres rettigheder og ligestilling er sikret, bliver chokerede, når de opdager, den ene efter den anden, at de miskrediteres, degraderes og fratages enhver indflydelse og til overflod, at de ødelægges både følelsesmæssigt og økonomisk, når de langsomt frarøves deres børn. Verden over implementeres et systematisk og metodisk mønster, som muliggør dette tyveri af børn fra gode mødre: politiets, sagsbehandlernes og retternes elendige sagsudredning eller evalueringer; partiske indstillinger og anbefalinger fra beskikkede advokater og psykologer; tilsidesættelse eller hemmeligholdelse af beviser på, at faren ikke har forældreevne, er voldelig eller handler ud fra hævn- eller økonomiske motiver; fejlagtige retslige opfattelser om kvinder som værende løgnagtige, fremmedgørende, mentalt belastede eller følelsesmæssigt  krænkende; brugen af disse prædikater til at fratage mødre forældremyndigheden og give den til faren; mødre, der bringes til tavshed med trusler om permanent at blive afskåret fra at se deres børn og/eller med trusler om fængsel for “foragt”. Børn, der bringes til tavshed ved hjælp af sofistikerede former for psykisk tvang, der udføres af psykologer tilknyttet retterne. Ofte ender det med, at mødre følelsesmæssigt, psykisk, socialt og økonomisk ødelægges.

Selvom familiesager i retterne er stedet, hvor denne organiserede vedligeholdelse af faderens suveræne privilegier sættes i scene, er sagsbehandlere, politi, strafferetssystemet, advokater, læger og psykiatere/psykologer ofte medskyldige.

Når man gennemgår de tusindvis af sager verden over, ser man, at de følger det samme mønster –  at den grundlæggende drivkraft, der fratager kvinder deres menneskeret til at beholde og beskytte deres børn, er en, der søger at opretholde patriarkatet. På intet tidspunkt i historien har kvinder nogensinde haft den lovfæstede ret til forældremyndighed eller kontrol med deres børn, som dr.  Phyllis Chesler dokumenterer i sin bog, “Mothers on Trial”. Først efter ‘70’erne har kvinder haft tilstrækkelig indflydelse til at udfordre dette historiske mandlige privilegium, i det mindste i den højtudviklede del af verden. Og når de så utilsigtet prøver at udfordre dette privilegium – ved hele tiden at forsøge at beholde eller beskytte deres børn – så slagtes de af et mandligt systemvælde, der har til opgave at bevare fædres overherredømme.

Selvom om hovedparten af de sager, hvor mødre aktivt forsvarer deres ret til at beholde deres børn, omhandler fysiske eller seksuelle overgreb (således også de, der deltager i denne petition til FN), mister utallige andre mødre forældremyndigheden til mænd, som simpelthen bare ønsker at slippe for at betale børnebidrag, ønsker at bibeholde kontrollen eller straffe de kvinder, der har forladt dem.  
  

Delt forældremyndighed og påbud om samarbejde, der er resultatet af et backlash mod kvinder, som har fået magten til at forlade en mand, har en stor andel af skylden, for så vidt angår mænds mulighed for at tage børnene fra mødrene. De fleste lande har en version af disse love og disse overordnede politiske dagsordener. I Danmark er  forældre på forhånd dømt til fælles forældremyndighed, og der er stiftet organisationer med det formål at få loven ophævet. Men selv uden sådanne love findes systemerne, der tillader krænkelser af kvinders ret til at beholde og beskytte deres børn.

RESEARCH & STATISTIK
Videnskabelig undersøgelser og statistik bekræfter, at når fædre tager en beslutning om, at de vil tage deres barn fra moderen, som har været den primære omsorgsperson, er de i langt størstedelen af tilfældene i stand til at gøre det, uanset om de har været den perifere i barnets liv, er misbrugere, er fysisk, seksuelt eller følelsesmæssigt voldelige, uanset om de simpelthen ønsker at slippe for at betale børnebidrag eller bare fordi de kan.  [Se Resources på www.SafeKidsInternational.org]

I en undersøgelse foretaget af dr. Daniel Saunders for det amerikanske justitsministerium blev patriarkalske normer korreleret med de resultater, som kvinderne i denne petition beskrev: 

“Patriarkalske normer korrelerer med alle fem holdninger til forældremyndighed – at vold ikke er en vigtig faktor i beslutninger om forældremyndighed og samvær; at ofrene kommer med falske anklager; at ofrene fremmedgør børnene; at ofrene ødelægger dem, når de modsætter sig delt forældremyndighed, og at fædre ikke kommer med falske anklager. Endnu vigtigere var det, at patriarkalske normer var relateret til samtlige fem praksisresultater – anbefaling af ene eller delt forældremyndighed til overgrebsmanden, uovervåget samvær, opfattelsen af ene eller delt forældremyndighed som værende i til barnets bedste, og opfattelsen af mægling som positiv.”

Endnu en undersøgelse fra det amerikanske justitsministerium udført af juraprofessor Joan Meiers er undervejs, men de foreløbige resultater bekræfter, at falske anklager og opfattelsen af kvinder som ”fremmedgørende” rutinemæssigt bruges for at fjerne børnene fra deres primære omsorgsgivere.  

KRÆNKELSER AF MENNESKE- OG BORGERRETTIGHEDER 
Den altoverskyggende krænkelse af både menneske- og borgerrettigheder, der gør, at kvinder mister deres børn og er ude af stand til at beskytte dem, er kønsdiskrimination. Fordi de er kvinder, fratages både de og deres børn retssikkerhed, beskyttelse, frihed, sikkerhed, økonomisk sikkerhed, ytringsfrihed og friholdelse fra tortur og nedværdigende behandling. Disse rettigheder er nedfældet i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder.

Lyder det bekendt? 

FN giver Marion Olivia Weilharter medhold.
EU-Parlamentet kritiserer dansk lovgivning og praksis. 

I mellemtiden venter vi spændt på resultaterne fra håndvasken i Social- og Indenrigsministeriet i CEDAW-afgørelsen fra marts i år.  

Gad vide, hvad Institut for Menneskerettigheder mener? Nå, nej, det ved vi allerede. Men gad så  vide, hvad Foreningen Far, Hvert 3. barn og disses progandamaskiner, DR og Radio24syv, siger til at få SPEJL på den myte, de lever af at udbrede? De siger ikke noget. De fortsætter bare. Lalala!

Om ikke længe fortæller vi herinde om faren, der kvalte sin otteårige datter. Vi ved godt, hvem han er. Det har et af de med denne blog affilerede kvikke hoveder for længst regnet ud. Men vi venter pænt, til vi er sikre på, at vi må nævne hans navn, og glæder os til at bringe hans opdateringer fra Foreningen Fars Facebookside, hvor han flittigt delte ud af sine privatlivserfaringer og fik stor opbakning. Coming up.

Indsend din historie – senest i morgen, søndag d. 31. juli.

FN Kommissionen for Kvinders Status (CSW) har netop udsendt en rapport, der officielt anerkender den diskrimination mod kvinder, der medfører tab af forældremyndighed. Rapporten er et resultat af en petition, som Women's Colation indsendte august sidste år på baggrund af spørgeskemaundersøgelser fra 150 kvinder i tretten lande.

Det er et kæmpe skridt i den rigtige retning, men nu opfordrer Women's Coalition FN Kommissionen for Kvinders Status til at sætte dette på prioritetslisten og udfærdige en rapport til FN's Økonomiske og Sociale Råd (ECOSOC), et af de seks hovedorganer i De Forenede Nationer.

For at kunne gøre dette har Women's Coalition brug for, at mange flere kvinder sender deres historier. I år er det ikke påkrævet at udfylde spørgeskemaer. Du skal simpelthen bare skrive din historie og e-maile den til 

WomensCoalitionIntl@gmail.com

Hvis du vil være anonym, skal du gøre opmærksom på det, hvorefter al identificerende information vil blive fjernet. 

Sidste år skrev 150 kvinder. Women's Coalition ser gerne, at antallet i år bliver 1.050.

Hver eneste bidrag øger chancen for at få Kommissionen til at prioritere spørgsmålet, som er i skrap konkurrence med andre diskriminationsformer verden over. Så få indleveret din historie i morgen, søndag, som er Kommissionens deadline.  

Flere detaljer på Women's Coalitions hjemmeside.

Vær opmærksom på tidsforskellen, som giver dig 9 timer mere, eftersom Women's Coalition holder til i Californien.

Fagbog om delebørn

Seniorforsker ved SFI, Mai Heide Ottosen har netop udgivet bogen Delebørn med undertitlen “Det vi ved, det vi gør - og det børnene siger.”

Forlagets beskrivelse:

Mange skilsmisseforældre vælger i dag en deleordning, hvor børnene bor omtrent lige meget hos hver af forældrene. Det er en stor beslutning, som ofte er forbundet med spekulationer: Hvordan griber vi det an? Kan vi tilbyde vores barn at pendle mellem to hjem? Risikerer vi at gøre vores barn rodløst og forvirret?

Delebørn klæder fagpersoner på til bedre at forstå de dilemmaer og udfordringer, som delebørn og deres forældre kan stå i. Bogen kan anvendes som værktøj af fagpersoner, som har brug for at rådgive eller intervenere. Og forældre får en kærkommen hjælp til at tage stilling til, hvilken samværsordning der er bedst for deres barn, og hvordan den kan organiseres.

Emner i bogen:

• Børns trivsel i deleordninger
• Retfærdighed vs. børns behov
• Organisering af samvær
• Håndtering af skift
• Hvordan voksne kan lytte til børn
• Hvad forældre skal tage stilling til
• Forældres samarbejdsstrategier
• Forældres indbyrdes relation
• Nye familiedannelser
• Hvad loven siger om delebørn
• Mødet med de familieretlige myndigheder

Delebørn er blandt andet anmeldt i Weekend-Avisen og anmeldelsen kan læses her. 

Saugsteds livstidsdom stadfæstet

Højesteret stadfæstede i dag kl. 12 den livstidsdom, som Jørgen Saugsted blev idømt ved by- og landsretten.

Læs videre i Ekstra Bladet.

Dialog med ISIS

Skal voldtægtsofre sidde til konfliktmægling med deres voldtægtsmand? Skal børn, der har været ofre for vold eller overgreb, have en lille, fredsmæglende sludder med deres overgrebsmand? Og snuppe en is på hjemvejen?

Nej, siger du. Nå, siger jeg. Men det er fremtiden lige om lidt. Det starter blidt –– eller hvordan man nu skal udtrykke det. Det starter sådan her:

Først troede jeg, at oplægget på Folkemødet, betitlet “Advokater rejser væsentlige spørgsmål på Folkemødet”, udelukkende var et arbejdssøgende stunt fra horderne af sultne, nyudklækkede såkaldte mediatorer, der betlede arbejde:

Det oplæg havde været nemt at affeje som et sultent jobstunt, for danske advokater må jo være med bekendt Istanbul-konventionens artikel 48, n'est-ce-pas –– om  forbud mod obligatorisk alternativ konfliktløsning eller domfældelse?

No such luck! Pas til det. Men her stopper festen ikke. I dag viser det sig, at socialdemokraterne heller ikke har læst den konvention, de selv har tiltrådt:

 
Istanbul-konventionen kan socialdemokraterne læse op på her.

Men der er skam mere, socialdemokraterne ikke har erkyndiget sig om, fx forskningsresultaterne fra statens helt eget forskningsinstitut, SFI. I seneste notat fra SFI, Analyse om udviklingen i familieretlige konflikter, konkluderes utvetydigt, at Norge trods deres enorme mæglingsbestræbelser ikke kan opvise bedre resultater i kategorien  “højkonfliktskilsmisser” –– som burde hedde “voldsskilsmisser”. Norge har ikke nedbragt antallet af sager, der ender i retten, men de er rigtig gode til at bryste sig med gode resultater udi mæglingsbestræbelser, hvor mægling slet ikke er nødvendigt, fordi forældrene klarer det fint selv. 

Det står nederst på side 53, men jeg anbefaler læsning af hele notatet.

Så hvad er den evidens-baserede baggrund for dét forslag, Pernille Rosenkrantz-Theil?

Mordene i retsstatens hjerte

Kommentarerne til min kronik i Politiken i dag, Mordet i retsstatens hjerte, lyder som ventet: Hold din kæft, og klyng ham op. Der er ellers manet til besindighed hos indianerne:

Men han er “klynget op”, og jeg tror ikke, jeg ét eneste sted har sagt, at det ikke skal være sådan. Det, jeg til gengæld hævder, er:

 1. Visse mord kræver, her politisk, selvransagelse. Det gælder i særklasse, når en hidtil fredelig og lovlydig familiefar begår dem.

2. Når der tages stilling til strafudmåling, inddrages særlige omstændigheder. I Saugsteds tilfælde mente landsretten, at de særlige omstændigheder bl.a. var planlægningen og adfærden i retssagen. Spørgsmålet er, om disse er de eneste særlige omstændigheder, der er værd at medtage.

3. Skal et mord begået i retsstatens hjerte straffes hårdere end mord, der begås på gaden? Skal det straffes hårdere, når det rammer en af Retsstatens egne? Meget tyder på, at det er tilfældet. Oven i købet tyder meget på, at straffen skal være kollektiv og knuse en hel familie.

Hele Jørgen Saugsteds familie bliver under alle omstændigheder straffet for hans ugerning, specifikt de to han prøvede at beskytte. Skulle nogen være i tvivl om det, kan Linda Saugsteds Facebook-dagbog med fordel læses. Her følger nogle nedslag fra hun i kølvandet på sin fars mord i fogedretten fik tvangsfjernet sit barn:


Dem, jeg elsker, bliver enten taget fra mig - eller forlader mig. Jeg har aldrig haft brug for mange mennesker i mit liv - bare de rette. Hvor gør det ondt, når der er nogen, man savner: Hannibal, far, Lasse. The show must go on ...


Hannibal: "Mor, de er ikke så gode til at passe på mig, dem, jeg er hos nu."
Mig: "Det er jeg meget, meget ked af at høre, min skat - jeg er også ked af, at jeg så ikke får lov til at passe på dig."
Hannibal: "Årh, mor. Du skal ikke være bekymret for mig - jeg kan godt passe på mig selv".

Mange ting gør ondt her i livet. Men det her er noget af det værste.

Samvær med min elskede søn i dag. Vi var i DGI-byen og svømme - tror faktisk, at Hannibal glemte, at tingene er, som de er. Vi havde det skønt. Lige indtil vi skulle sige farvel. Han bad og bad mig om at tage ham med hjem og klamrede sig til mig. Han sagde: "Mor, jeg har ondt i maven - og du skal passe på mig." Fuck, det er hårdt ...


Nu skal far flyttes igen. Anden flytning skete d. 23 dec - tredje flytning i forbindelse med Hannibals fødselsdag sidste år. Og nu, i forbindelse med min mors fødselsdag, skal far så flyttes for fjerde gang. De har tjek på hvilke dage, der betyder noget for vores familie.


Skulle have haft 3 timer med min elskede Hannibal i dag - men plejefamilien havde "kigget forkert" på skemaet - så det blev til 2 timer. 


Samvær med min elskede Hannibal bliver igen aflyst. Så går der igen 14 dage før vi ses. Det værste er, at jeg ikke kan passe på ham, når han er syg.

Jeg sidder og tænker, at det nok er i orden, at jeg faktisk ikke er helt på toppen. Inden for de sidste 7 år har jeg levet på en løgn i et forhold, der blev værre og værre. Holdt kun fast, fordi jeg ikke ville være den, der gav op og "ødelagde" familien.
Sidenhen er min far kommet i fængsel og sidder sammen med nogle af de mennesker, man forfærdet har læst om i aviserne. Min søn er blevet taget fra mig og bliver revet længere og længere væk fra mig. Jeg er blevet ekskluderet af veninder - smidt væk som ubrugeligt skrald. Faktisk, ser det ret sort ud. Og jeg savner, så det flår mig levende.
Men jeg har trods alt stadig mennesker i mit liv, jeg kan være meget taknemmelig over at kende - og det er jeg. Tak.


I dag sagde Hannibal: "Mor, jeg får ondt i maven af at savne dig."


Efter at Tårnby Kommune har sat vores samvær ned til kun at være hver 14 dag, har jeg forsøgt at appellere til plejefamilien om at bruge den mailadresse, der er oprettet til selv samme formål til at sende billeder og skrive, hvordan Hannibal har det og historier fra hans hverdag, så jeg har mulighed for at følge med. Det svar, jeg får tilbage, bekræfter mig yderligere i, at alt det negative, Hannibal fortæller, er sandt:

Nu er det heldigvis os, der bestemmer, hvornår vi vælger at skrive, og hvad vi skriver. Vi vil skrive kort om det medfølgende billede og ikke en lang afhandling om hverdag. Du kan forvente, at det bliver om fredagen.

Det gør ondt helt ind i knoglerne ved tanken om, at min elskede søn er hos de mennesker ...


 

Pressemeddelelse til Ritzau fra Fagnetværket BARNETS TARV NU

Pressenævnet har i 3 nye kendelser af 27. maj 2016 de facto blåstemplet, at Public Service-medier kan fungere som en mediedomstol. 

TV2, DR og Radio24syv har samarbejdet om at fremstille en del af advokatstanden som utroværdig, kriminel og løgnagtig uden konkrete beviser. Advokaters integritet er derved truet og grundlaget for retsstaten vakler, da advokater er del af retsvæsenet. 

”Det er en alvorlig sag”, siger de to advokater og mediatorer, Pia Deleuran og Vivian Jørgensen, der selv var involveret i sagskomplekset i dagene den 12. og 13. marts 2015 om børns udlevering til samvær, hvor der er mistanke om vold og overgreb.

Desværre tillader Pressenævnet, at myten om mødres og advokaters falske anklager om overgreb på børn bæres frem af de tre Public Service-medier til skade for børnene, som ikke længere kan beskyttes mod overgreb.

 

Pressenævnet fandt ikke, at det var uetisk, at de involverede medier i et samarbejde udsendte 86 programmer, artikler, videoer m.v.  i løbet af 1½ døgn med en ensidig vinkling, hvor kun mistænkte fædres oplevelse blev behandlet ved brug af stærke følelsesmæssige virkemidler. Børns og mødres oplevelser af fædres overgreb på børn blev ikke fremstillet som et problem.

Nævnet fandt heller ikke, at det var uetisk af Public Service-medierne at fremstille etiske advokater som uetiske, når de alene viderebringer mødres og børns oplevelser af overgreb til myndighederne i en sag om farens kontakt med barnet.

Medieforløbet kan ses som et led i udbredelsen af en velkendt myte om, at beskyttende mødre og deres advokater fremsætter falske anklager mod fædre for at komme til at stå bedre i samværssager. FN’s CEDAW komite, der i marts 2016 udtalte kritik mod Danmark i forbindelse med blandt andet manglende blik for kønnede dynamikker og manglende overholdelse af menneskerettighederne for kvinder og børn i sådanne sager, må derfor nu oplyses om medieforløbet og konsekvenserne for kvinder og børn.

Siden 2007 er det nemlig med forælderanssvarsloven og de tilhørende skilsmissepakker, blevet tiltagende vanskeligt at beskytte børn i forbindelse med samværssager mod vold og overgreb samt mistanke herom. Public Service-mediernes repetition af myten på samfundsplan i 1½ døgn vil nu efter al sandsynlighed få som konsekvens, at flere børn bliver bragt i fare, da de kan blive pålagt samvær med en voldsudøver. Oplysninger om overgreb eller mistanke herom vil uberettiget kunne blive betragtet som falske for størstedelens vedkommende. Hvis de fremsættes, kan den forælder, der fremsætter dem, risikere sanktioner – i værste fald en sanktion, der går ud på, at barnet flyttes over til den, der er mistænkt for overgreb. 

 Nogle forældre kan af frygt for at blive beskyldt for falske anklager og dermed samværschikane, undertrykke deres mistanke om overgreb, så beskyttelsen af barnet forhindres. Advokater kan tilsvarende blive tilbageholdne med at anmelde vold og overgreb på deres klienters vegne til myndighederne, da advokaterne selv kan risikere at blive indbragt for Advokatnævnet som uetiske, og selv om Advokatnævnet frifinder dem, alligevel risikerer at blive dømt ved en ensidig mediedomstol.

Et par af overskrifterne i indslagene lød:

“Advokater opfordrer til løgn om vold og incest i familiesager.”

“Sådan snyder advokater børn ud af dine hænder.”

“Skruppelløse advokater.”

Heller ikke disse generelle påstande, der rammer en stor del af advokatstanden, påtalte Pressenævnet som uetisk.

Hvordan medierne uden påtale kan tillade sig at bruge formuleringen: 'falske anklager' / ’falske anmeldelser’,  når de  ikke VED, om anklagerne er falske,  fordi mistankerne om overgreb aldrig er blevet undersøgt af politiet eller er forelagt retten, er stadig en gåde. I forlængelse af det faktum, at den viden IKKE er til stede, kan man spørge om følgende:

Hvem skal tvivlen sand / falsk komme til gode, når det handler om barnets forhold, opvækst og trivsel: En far mistænkt eller anklaget for pædofili (som han muligvis har begået) eller barnet, der  - måske udsættes for voldelige eller seksuelle overgreb under samvær?

At de involverede journalister og ansvarshavende redaktørers adfærd kan blive blåstemplet af Pressenævnet, når de uden selvstændig konkret dokumentation udpeger navngivne advokater, som går i brechen for børnene for at beskytte dem, og anklager disse advokater for at rådgive til falske anmeldelser og lignende, er uforståeligt.

Uden denne selvstændige konkrete dokumentation falder hele grundlaget for Pressenævnets vurdering til jorden.

“Vi må nu sætte vores lid til det internationale samfund og vente på resultatet af den verserende retssag,” udtaler advokat og mediator Pia Deleuran efter Pressenævnsafgørelserne.

Advokat og mediator Vivan Jørgensen fastholder, at børn må beskyttes for enhver pris, og siger: “Befolkningen havde ikke en chance for at forstå den egentlige problemstilling. I samværssager er der tre parter: Et barn, en mor og en far. Det kom ikke tydeligt frem, at barnet har et ubetinget krav på beskyttelse mod overgreb. Det glemte medierne at få anskueliggjort, selv om det klart fremgår af Menneskerettighederne og er beskrevet i et FN notat fra 2013.”

Se også:
Klagernes afviste genmæletekst


Tidligere her på bloggen:
Foreningen Far styrer medierne
Foreningen Far styrer medierne II
Og nu til nyhederne med Poul Erik Skammelsen
DR og offerudvælgelsen
Journalist fyret for misbrug af stilling  
Landsret omgør dom, som DR og journalist havde påvirket
Bortførelsen, flugten og Doceye
Myten om falske anklager

Til skræk og advarsel

Denne historie ville være sjov og kuriøs, hvis ikke manden, der  bl.a. går under navnet Den Falske Greve, denne gang havde udset sig Marion Weilharter som offer.

Hvem er nu Marion Weilharter? spørger du, fordi du er her for første gang. Det er moren i den børnebortførelsessag, der er kendt som "Oliver-sagen". Denne sag fik fornyet liv, da FN's Kvindekomité i marts publicerede sin afgørelse i sagen: Oliver skal hjem til sin mor. En afgørelse, den danske stat vil gøre alt for at ignorere.

FN: Danmark skal udlevere kidnappede Oliver 

Hvem er så Den Falske Greve? vil du dernæst vide. En kæmpe platugle, hvis mest udtømmende monografi du finder her. 

Her er et ungdomsportræt af ham:

Og sådan præsenterer han sig nu på LinkedIn, lidt ældre og under sit nye navn M.V. Christensen:

  

Og sådan ser han ud på Facebook: 

hvor man ser, at han nu er Morgen Christensen, ikke Benny Leon Lewentlow, Mogens M. Christensen, Morgens Mørsthøj Christensen eller Morges Torm Christensen, men Morgen Christensen. God morgen!

Så M'et er Morgen og V'et står for Vizz, og det må jeg sige, sikke et navn: Morgen Vizz Christensen! Woof! Bare det var mit. 

Han smykker sig desuden med ikkeeksisterende firmanavne som fx:

KLKlark & Ramsbøll ell

Christensen World GROUP, CEO

Med vanlig tæft for at snige sig ind på ubefæstede sjæle gjorde “Morgen Vizz” præcis dette. Han kan kunsten at tale sig ind på andre og det med sjælden lydhørhed og gehør for, om der kunne være en sårbarhed eller et problem med profitpotentiale et sted i deres nærhed.  

Således også, da han ad omveje nærmede sig sagen via henvendelse til en person, jeg her vil kalde Anonym. Denne person faldt pladask for hans tilsyneladende venlighed og grænseløse hjælpsomhed. Og for hans evner og forbindelser: 30 år i udenrigstjenesten, forbindelser over hele verden og i stand til at få møde med Søren Pind og Karen Ellemann ved knips med fingeren. Og. Så. Videre.

Samtalen landede på et tidspunkt på Marion Weilharter, hvis sag som sagt er nyligt aktualiseret af FN-afgørelsen. Tanken må være landet i Platuglens hæmningsløse og specielt sammensatte hjerne som et stjerneskud: Her var hans nye offer. Selvfølgelig! Hvem var lige nu mere alene og mere sårbar og dermed et bedre bytte for en lykkeridder af laveste støbning? Vel kun flygtninge –– og der er ikke rigtig noget at plukke der. Næ, Marion Weilharters fuldmagt skulle han have, angivelig for bedre at kunne hjælpe hende med at dykke ned i sagsakter. Han anede jo ikke, at hun ikke engang havde adgang til sin egen sag og ikke kunne få så meget som sin egen aktliste udleveret af Statsforvaltningen. Og så skulle “Morgen Vizz” også lige bruge 25.000 kr til dækning af rejseudgifter, et beløb, der fra dag til anden steg til 50.000 kr. Ikke de store penge, nej, men han har skam truet en ældre dame med død ved krokodille for sølle 12.000 kr.

Marion Weilharter, der i årevis er blevet bedraget af den danske stat og jaget af et sortiment af privatpersoner, er ikke lige sådan at fravriste en fuldmagt.    

En lille kreds af mennesker korresponderede med Platuglen længe efter, at Marion havde trukket stikket. Charlatanen bag måtte jo vise sig på et tidspunkt, var tanken. 

Og det skete også, da han venligt blev bedt om at vise legitimation og referencer. Dette gav omgående anledning til en personlighedstransformation: Julemanden var skredet og havde efterladt en tosse, der udsagde evergreens som "Uden tillid kommer man ingen vegne" og i øvrigt sendte injurietrusler i alle retninger.

Afslutningsvis konkluderede han: "Jeg har aldrig oplevet så meget ballade og mistroiskhed. Som min hustru så rigtigt siger: Når alt er gratis, går det galt. Det kan der være noget om."

Ja, der kan der være noget om, især når alting kun er næsten gratis.  

Morgen Vizz Christensen har ligeledes tilbudt sig til Alternativet for bl.a. at støbe deres indvandrerpolitik og hjælpe med det interne politiske arbejde. Jeg er ret sikker på, de sagde pænt nej tak.  

Hvor jeg dog hader at skuffe My Number One Fan

Jeg skulle have læst op af min roman i går til Talk Town-arrangementet på Halmtorvet, men var desværre lagt ned af sygdom, og det har åbenbart skuffet min største fan, en mand med så stor indlevelsesevne, at han mener min roman handler om ham. Det er jeg vant til –– at folk tror, alting handler om dem. Sågar har jeg en kollega, der er blevet beskyldt for at stjæle tanker. Man skal høre på meget. Fra alle sider:


“Kære Susanne Staun, Som din nr 1 fan, læser jeg naturligvis din blog dagligt, og havde da også samlet et godt udsnit af folk til oplæsning af “Velkommen til mit mareridt”; kl 14.00, så du havde lejlighed til at møde disse mennesker du på kapitalistisk vis profiterer på at krænke. Du kunne ved samme lejlighed forklare hvorfor disse mennesker er særligt udvalgt til din opkast-journalistik nu hvor alle var lykkeligt samlet. Til alles store skræk var du der ikke - vi var lovet både volt og bidemærker - men måtte gå derfra skuffede. Bare rolig. Jeg holder øje og vi er på pletten næste gang du med tomme trusler lover at folde dig ud med højtlæsning af din tja... journalistik er vel et i overkanten flot ord for det, men pyt.... Kh, Your number one fan - Hr Nikolaj Rommedahl - AKA tror du jeg er Total Idiot Med Mere (Timm).”


Du har fået din taletid, Nikolaj. Jeg lukker for din mikrofon nu. Held og lykke med at få dine tyve minutter andetsteds.

Ordbogen mod Østre Landsret

Så er der bølgegang i trusselssuppen igen.

Olivers far, T.N. Sørensen, har i kølvandet på Lars Fogts nyhedsartikel i MetroXpress i går vedr. afgørelsen fra FN’s Kvindekomité prompte påklaget artiklen til Pressenævnet. 

Hvor har vi set det før?

Truslen fra truslernes planet
T.N. Sørensens trusselsbrev til mig


Og nu hører jeg, at der er klaget over Weilharters Facebook-side, og at hendes “funktioner nu er begrænsede”.

Bliver de aldrig flove?

Pressenævnet er et fantastisk klageorgan. Det er nemlig gratis, men egentlig ret impotent. Det kan udtale kritik –– alvorlig kritik, mellemkritik og småkritik. Og så kan det pålægge et medie rettelser eller dementier. Men journalister hader det. Derfor er det alt i alt en skøn discount chikanemulighed.

Sørensen mener, Fogt burde have læst alle Sørensens juridiske dokumenter og fundet plads til dem i en 400-ords nyhedsartikel om, at FN ikke er enig med Sørensen og mener, at Oliver skal hjem. Dét er jo kødet og kartoflerne i Fogts historie, og det kræver altså ikke en partshøring af Sørensen at fortælle den.  

Men centralt  beklager Sørensen, at Fogt bruger ordet bortført om den handling, der bragte Oliver ud af  Østrig på bedste Pimpernel-vis. Det sker på trods af, at et væld af danske artikler i årevis har talt om bortførelse, her fx BT i 2013:

Har Sørensen mon været i Pressenævnet med den artikel? Eller hvad med TV2 som her. Eller hvad med de resterende næsten 100 artikler i forskellige aviser, der alle nævner Sørensens bortførelse. I Pressenævnet med dem alle sammen? 

Lars Fogt bruger ordet kidnappe. Bortføre og kidnappe er synonymer, men Fogt vælger kidnappe, fordi det er det ord, Komitéen selv bruger, hele vejen igennem:

Det er ganske vist, at Sørensen har Østre Landsrets ord for, at han ikke har bortført/kidnappet sin søn. Men det er også ganske vist, at Sørensen er dømt for børnebortførelse af østrigske Oberlandesgericht für Strafsachen.

Sørensen har en dårlig sag i Pressenævnet.  

Men nu vi alligevel er her, har jeg lyst til at kigge nærmere på ordene bortføre og kidnappe.

Det fremgår af ordbogen, at bortføre betyder “føre bort ved magt; bringe nogen fra et sted til et andet mod deres vilje.”

Det bliver vist ordbogen mod landsretten, for ordbogsbeskrivelsen er meget dækkende for, hvad der foregik uden for børnehaven i Graz d. 3. april 2012, hvor én mand holdt Marion fast, mens Thomas Sørensen rev Oliver til sig. 

De to mænd spurtede derpå af sted i en lejet østrigsk bil, der senere blev fundet bag et krat.

Skrige. Flugtbil. Kidnappe. Lyder det stadig som en lovlig, stille og rolig afhentning? I så fald vil jeg da gerne vide, hvorfor tidl. formand for Foreningen Far, advokat Sonja Toft –– en af dem, der giver 10% til medlemmer af Foreningen Far ––  kalder det selvtægt. Ordbogen udsiger, at selvtægt er dette, at man uberettiget sætter sig ud over love og regler for at håndhæve en ret, som man selv mener, man har. Selvtægt er strafbart iht Straffelovens § 294. 

Den ulovlige handling slås altså fast af Sørensens egen advokat.

Det sker på denne video, hvor det [2:12] oplyses, at Sonja Toft ikke mente, at der var andet at gøre end at gribe til selvtægt: “Der var ingen, der ville hjælpe. De danske myndigheder havde ikke gjort noget som helst. Udleveringssagen havde verseret siden september 2010, og der var intet sket.”

Forud for denne afhentning prøvede Sonja Toft tilsyneladende at bestille gorillaer til formålet, og hvor fås de bedre end hos navnkundige Peter Hjørne. Advokaten, som tidligere har påtaget sig at forsvare Hells Angels, nazi-leder Jonni Hansen og morderen Peter Lundin, lagerfører naturligvis gorillaer, må Toft have tænkt:

Hvordan kom de så videre, efter at have smidt den østrigsk-indregistrerede bil bag krattet uden for Graz for at skjule sig i den blå luft, som ethvert ordentligt menneske jo gør?


Ikke til at vide, kun til at gisne om. 

For hvor mange danske børn havde i 2012 brug for assistance af et professionelt “børnebjærgningsfirma”? kan jeg ikke lade være med at tænke –– oven i købet et firma, der bruger ganske voldsomme metoder ifølge denne artikel: special agents, tasers & peberspray.

Nå, men to danske statsborgere tager altså til Østrig og bortfører et østrigsk barn: østrigsk statsborger, østrigsk pas, østigsk mor med fuld eneforældremyndighed, barn frameldt folkeregistret i Danmark. Og det er fuldt lovligt ifølge næsthøjeste juridiske myndighed i Danmark.

Sørensen har således bortført Oliver, men har ikke dermed begået en ulovlig handling. Således kompromiset ml. ordbogen og landsretten.

En god dag at dø

Der er dage, hvor jeg bare har lyst til at give op. Det ville de anonyme gentlemen, der skriver løs i kommentarsporet (uden at blive lukket ind, thank God!) ellers bifalde. Klap, klap, klap! ville de sige.

Men så er der GODE dage. 

Der er fx den dag, hvor bloggen når SF's Tine Torp og dermed Folketinget.  

Så er der en dag som i går, hvor en af de forfulgte advokater, som jeg har skrevet så meget om herinde, bl.a. her og her, omsider bliver hovedhistorien i DR's 18.30 nyheder.

Og kommer i min avis, Politiken. Bedre sent end aldrig, folkens. 

Så er der de dage, hvor jeg af diverse aktører bliver inviteret til Folkemødet  på Bornholm for at tale om psykopatiske alfahanner og EU's dybt skeptiske forhold til dansk retspraksis. 


Og en dag som i dag, hvor MetroXpress, der tidligere har vist sig ganske duelig i disse sager, omsider og SOM DEN FØRSTE –– efter præcis to måneders TOTAL medietavshed –– skriver om FN's Kvindekomités støtte til Marion Weilharter. 

Tak til MetroXpress. Se artiklen her.

I dag er der også Michael Kimmel på Den Sorte Diamant kl. 20.00. Hvem er han? Well, læs om ham her, på Deadbeat Dads. Kimmel var ferm til at forklare Trump-fænomenet for Krasnik på Deadline i går. 

Der er så også en dag som i morgen, hvor utrættelige trods gennemhetzede Vivian Jørgensen og Pia Deleuran, begge familieadvokater –– se ovenfor –– for 117. gang vil forklare, at børns rettigheder er en fucking joke i Danmark. Eventet hedder Talktown og er gennemillustreret af skønne Sisse Jarner.

Hvis min tropeormsfeber ellers arter sig onsdag d.18. maj ved  14-tiden, bidrager jeg med en kort oplæsning fra Velkommen til mit Mareridt.  

Det er Halmtorvet nr 15, og bitre, hvide, antrufne mænd  er velkomne, men risikerer 100.000 volt og et lille bidmærke.