mandag den 5. september 2016

Nej til FN's Kvindekomité og Marion Olivia Weilharter – med venstre hånd

Husker du Oliver-sagen, hvor moren i 2010 flyttede med drengen Oliver til Østrig? Hvor faren i 2012 bortførte Oliver til Danmark? Og hvor Vestre Landsret efterfølgende blåsstemplede bortførelse som en legitim afhenting?

I marts i år bad FN's Kvindekomite (CEDAW) den danske regering om bl.a. at sørge for, at Oliver kom tilbage til sin mor. Nu har regeringen omsider svaret på kritikken – med en stor skråt op-finger til FN.


I et historisk uforskammet svar til FN's Kvindekomité afviser den danske regering nu  alle klagepunkter i komitéens kritik i “Oliver-sagen” specifikt og af Forældreansvarsloven generelt.  

Se også: Breaking: FN giver Marion Olivia Weilharter medhold

Om det så er påbuddet om at oversætte og publicere Kvindekomitéens afgørelse er dette også afvist under henvisning til, at danskere jo fint forstår engelsk. Således sikrer man sig, at de fleste, medier inklusive, ikke orker at beskæftige sig med sagen. Både klagen fra FN's Kvindekomité og regeringens svar putter sig på Social- og Indenrigsministeriets hjemmeside, hvor kun nørder og aktivister kommer.




Regeringen kalder i sit svar til FN's kvindekomité klagen “unsubstantiated", dvs. uunderbygget/ikke dokumenteret, og FN's Kvindekomité klandres for at have taget Marion Weilharters ord for pålydende. 


Regeringen må have talt med Olivers far, for han siger det samme til dr.dk:

Udtalelsen er et partsindlæg, fordi komiteen har ikke undersøgt sagen. FN’s kvindekomite har udelukkende talt med barnets mor, og jeg er ikke blevet hørt. De har heller ikke læst de danske domstoles afgørelse, siger Thomas N. Sørensen.


Kvindekomitéens i dette tilfælde 19 medlemmer taler ikke med nogen. De ser alene de papirer, der ligger i sagen, herunder de danske domstolsafgørelser, og de foreholder danske myndigheder hvert eneste klagepunkt og afventer deres svar. Den danske regering har fået svarudsættelse 5 gange, hver af 3-6 måneders varighed. Derfor har behandlingen af Weilharters klage varet 4 år.

Man kan sikkert sige mangt og meget om stædige Marion Weilharter, men at hendes klager er udokumenterede er nok det eneste, der med sikkerhed ikke holder. Gang på gang har hun taget loven på ordet og bevist lovbrud og skræmmende uregelmæssigheder i forvaltningen, og hendes omhyggelige dokumentation kan vist kun danske teflonembedsmænd rejse tvivl om.

Weilharter er da også den eneste af cirka 25 klagestillere, der nåede hele vejen til en afgørelse, hvor de resterende blev afvist netop på grund af utilstrækkelig dokumentation.

Og Weilharters dokumentationsgrad er imponerende, særlig set i lyset af, at hun ingen information har modtaget om Oliver siden 2013, ikke fra Statsforvaltningen, ikke fra ministerierne. Justitsministeriet forholder direkte og
med mørklægningsloven i hånden Weilharter indblik i sin egen sag. Man forstår, at den østrigske mor, der ønsker information om sin søn og sin sag simpelthen er til fare for rigets sikkerhed:





Hele brevet fra Justitsministeriet kan læses her, men faren for rigets sikkerhed fylder uforholdsmæssigt: 





At mødre i disse sager behandles som forbrydere og forholdes information i egne sager er velkendt, og der savnes svar på, hvordan en spinkel kvinde med et legitimt krav på information om egen sag og egen søn kan udgøre en fare for rigets sikkerhed. 

Se også: Oliver-sagen og den danske bananrepublik

Men den spegede behandling af Marion Weilharter stopper ikke her. Den kommer nemlig fra alle sider og nok så meget fra Olivers far, der gang på gang har udtalt til medierne, at Oliver selvfølgelig skulle se sin mor. Marion Weilharter har ikke fået lov at Skype med sin søn siden 2013, og Thomas Sørensen har pålagt Statsforvaltningen ikke at informere Weilharter om Oliver med den begrundelse, at hun herefter ville udstille sine fund på sin omfangsrige side om Oliver-sagen.

Man forstår, hvor irriterende det må være at kunne læse om sig selv på en offentligt tilgængelig internetside. Men at dette skulle veje tungere end hensynet til en mors legitime krav på information kan hverken FN's Børnekonvention eller Lov om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention vel bære.

Serieforbryderen Levakovic fandt nåde for Højesteret og blev ikke udvist under henvisning til de samme konventionsartikler, retten til privatliv og familieliv, som ikke synes at "virke" for Marion Weilharter. Hun har simpelthen 0 adgang til og 0 information om sin søn.
 


Levakovic er med sine 28 domme og 11 års fængsel ikke til fare for rigets sikkerhed.


Det er ganske vist, at både den østrigske og den danske regering står klar med mæglingstilbud, men tager Weilharter imod det tilbud, gør hun sig samtidig skyldig i at godskrive de lovbrud og konventionskrænkelser, som den danske regering står bag.

Netop disse lovbrud og konventionskrænkelser nævnes ikke i regeringens svar til FN's Kvindekomité. Haag-dommen,
der afgjorde, at Thomas Sørensens voldelige bortførelse af Oliver blot var en legitim afhentning, hviler dokumenterbart på et ulovligt forhold:

I efteråret 2010 overførte Statsforvaltningen forældremyndigheden over Oliver til Thomas Sørensen. Men på det tidspunkt var Marion Weilharter, som havde eneforældremyndigheden, lovligt flyttet til Østrig, og den danske stat havde ikke længere nogen juridisk basis for at blande sig i forældremyndigheden over et østrigsk barn bosiddende i Østrig: Oliver Benjamin Weilharter, som han hedder ifølge sin dåbsattest, er født med østrigsk statsborgerskab. Først da faderen senere anerkendte faderskabet, fik Oliver mulighed for også at få dansk statsborgerskab, men fik det aldrig. Weilharter beholdt eneforældremyndigheden og trods det, at hun gennem flere år aldrig lagde skjul på sin hensigt om at genbosætte sig i Østrig, indløb ansøgningen fra Sørensen om delt forældremyndighed først, da hun gjorde alvor om flytningen.


Se også: Ordbogen mod Østre Landsret

 
Det er således en ikke-gyldig beslutning fra Statsforvaltningen, der ligger til grund for dommen i Haag-udleveringssagen, som kan læses her – med advokat Viggo Bækgaards kommentarer.

Så når regeringen i sit svar til FN's Kvindekomité hævder, at de hverken kan eller vil blande sig i domstolsafgørelser, er alt tilsyneladende, som det skal være, bortset fra dette ene forhold, der ugyldiggør dommen.



Denne afgørelse – i det omfang, den overhovedet bliver læst – vil give yderligere næring til den snak, der længe har cirkuleret i expat-miljøerne: Danmark er en unødvendigt selvglad bananrepublik, som gerne overtræder egne love i bestræbelsen på at give alle udlændinge, ikke kun muslimer, andenrangsbehandling. Udlandets opfattelse er kun interessant, når den rammer forsiden af The Guardian, og Visit-Denmark begynder at røre på sig. 

Brian Mikkelsen udtalte i sagen: »Jeg holder naturligvis med danskeren«. Selvfølgelig gør du det, Brian. Også i fodbold. Men holder den danske regering så meget med danskeren, at der lægges pres på de advokater, der repræsenterer udlændingen:



Det samme forskrækkede advokatreaktion sås i sagen om amerikanske Tammy Noergaard, hvor hendes danske advokat nøje måtte overveje de mulige konsekvenser for hans videre karriere, dersom han påtog sig opgaven at forsvare hende i sagen mod hendes danske mand, fremgår det af aktindsigt i Justitsministeriets sagsmappe om Tammy Noergaard. 

Er der, som det østrigske medlem af EU-Udvalgets borgerklagenævn i 2013 udtalte, "something rotten in the state of Denmark" eller kommer der en god forklaring i morgen? 

Se også: Først den ene, så den anden ...
EU-Parlamentet kritiserer Danmark

4 kommentarer:

  1. Skræmmende! Hvem sætter dagsordenen i dette land???

    SvarSlet
  2. Man bliver mundlam, føler med alle dem, der må finde sig i, at Danmark ikke følger lov og orden, både hvad angår den Østriske sag, men også sager herhjemme, der handler om børn,er det også udspring i New Public Management. Jeg er begyndt at blive meget nervøs for, at vores danske samfund er ved at kollapse, lovmæssigt.!!!!!

    SvarSlet
  3. Hvad. Fanden. Foregår. Der?

    SvarSlet
  4. Det Danske Vanvid overgår sig selv med dette svar fra regeringen.

    Danmark er en bananrepublik - både hvad angår forældresager og hvad angår simpel forvaltning.

    Regeringens svar er både utilstedeligt, vanvittigt, pinligt - og hjerteløst. Man skulle tro, landet blev ledet af psykopater.

    Jeg håber, at Marion Weilharter en dag vil lede en international forening for udlændinge, der er kommet i klemme i den danske forældreansvarslov, så vi kan få kortlagt omfanget af den danske racisme. Vi har brug for at få tal på, hvordan udlændinge forskelsbehandles.

    Men vi har også brug for, at ambassaderne begynder at reagere. De kunne nok godt bruge en hjemmeside på engelsk, som beskriver forholdene. Så kan de henvise til den, hvis deres borgere overvejer at bringe familien til Danmark eller at stifte familie med en dansker.

    Rosemary

    SvarSlet