Fagbog om delebørn

Seniorforsker ved SFI, Mai Heide Ottosen har netop udgivet bogen Delebørn med undertitlen “Det vi ved, det vi gør - og det børnene siger.”

Forlagets beskrivelse:

Mange skilsmisseforældre vælger i dag en deleordning, hvor børnene bor omtrent lige meget hos hver af forældrene. Det er en stor beslutning, som ofte er forbundet med spekulationer: Hvordan griber vi det an? Kan vi tilbyde vores barn at pendle mellem to hjem? Risikerer vi at gøre vores barn rodløst og forvirret?

Delebørn klæder fagpersoner på til bedre at forstå de dilemmaer og udfordringer, som delebørn og deres forældre kan stå i. Bogen kan anvendes som værktøj af fagpersoner, som har brug for at rådgive eller intervenere. Og forældre får en kærkommen hjælp til at tage stilling til, hvilken samværsordning der er bedst for deres barn, og hvordan den kan organiseres.

Emner i bogen:

• Børns trivsel i deleordninger
• Retfærdighed vs. børns behov
• Organisering af samvær
• Håndtering af skift
• Hvordan voksne kan lytte til børn
• Hvad forældre skal tage stilling til
• Forældres samarbejdsstrategier
• Forældres indbyrdes relation
• Nye familiedannelser
• Hvad loven siger om delebørn
• Mødet med de familieretlige myndigheder

Delebørn er blandt andet anmeldt i Weekend-Avisen og anmeldelsen kan læses her. 

Saugsteds livstidsdom stadfæstet

Højesteret stadfæstede i dag kl. 12 den livstidsdom, som Jørgen Saugsted blev idømt ved by- og landsretten.

Læs videre i Ekstra Bladet.

Dialog med ISIS

Skal voldtægtsofre sidde til konfliktmægling med deres voldtægtsmand? Skal børn, der har været ofre for vold eller overgreb, have en lille, fredsmæglende sludder med deres overgrebsmand? Og snuppe en is på hjemvejen?

Nej, siger du. Nå, siger jeg. Men det er fremtiden lige om lidt. Det starter blidt –– eller hvordan man nu skal udtrykke det. Det starter sådan her:

Først troede jeg, at oplægget på Folkemødet, betitlet “Advokater rejser væsentlige spørgsmål på Folkemødet”, udelukkende var et arbejdssøgende stunt fra horderne af sultne, nyudklækkede såkaldte mediatorer, der betlede arbejde:

Det oplæg havde været nemt at affeje som et sultent jobstunt, for danske advokater må jo være med bekendt Istanbul-konventionens artikel 48, n'est-ce-pas –– om  forbud mod obligatorisk alternativ konfliktløsning eller domfældelse?

No such luck! Pas til det. Men her stopper festen ikke. I dag viser det sig, at socialdemokraterne heller ikke har læst den konvention, de selv har tiltrådt:

 
Istanbul-konventionen kan socialdemokraterne læse op på her.

Men der er skam mere, socialdemokraterne ikke har erkyndiget sig om, fx forskningsresultaterne fra statens helt eget forskningsinstitut, SFI. I seneste notat fra SFI, Analyse om udviklingen i familieretlige konflikter, konkluderes utvetydigt, at Norge trods deres enorme mæglingsbestræbelser ikke kan opvise bedre resultater i kategorien  “højkonfliktskilsmisser” –– som burde hedde “voldsskilsmisser”. Norge har ikke nedbragt antallet af sager, der ender i retten, men de er rigtig gode til at bryste sig med gode resultater udi mæglingsbestræbelser, hvor mægling slet ikke er nødvendigt, fordi forældrene klarer det fint selv. 

Det står nederst på side 53, men jeg anbefaler læsning af hele notatet.

Så hvad er den evidens-baserede baggrund for dét forslag, Pernille Rosenkrantz-Theil?

Mordene i retsstatens hjerte

Kommentarerne til min kronik i Politiken i dag, Mordet i retsstatens hjerte, lyder som ventet: Hold din kæft, og klyng ham op. Der er ellers manet til besindighed hos indianerne:

Men han er “klynget op”, og jeg tror ikke, jeg ét eneste sted har sagt, at det ikke skal være sådan. Det, jeg til gengæld hævder, er:

 1. Visse mord kræver, her politisk, selvransagelse. Det gælder i særklasse, når en hidtil fredelig og lovlydig familiefar begår dem.

2. Når der tages stilling til strafudmåling, inddrages særlige omstændigheder. I Saugsteds tilfælde mente landsretten, at de særlige omstændigheder bl.a. var planlægningen og adfærden i retssagen. Spørgsmålet er, om disse er de eneste særlige omstændigheder, der er værd at medtage.

3. Skal et mord begået i retsstatens hjerte straffes hårdere end mord, der begås på gaden? Skal det straffes hårdere, når det rammer en af Retsstatens egne? Meget tyder på, at det er tilfældet. Oven i købet tyder meget på, at straffen skal være kollektiv og knuse en hel familie.

Hele Jørgen Saugsteds familie bliver under alle omstændigheder straffet for hans ugerning, specifikt de to han prøvede at beskytte. Skulle nogen være i tvivl om det, kan Linda Saugsteds Facebook-dagbog med fordel læses. Her følger nogle nedslag fra hun i kølvandet på sin fars mord i fogedretten fik tvangsfjernet sit barn:


Dem, jeg elsker, bliver enten taget fra mig - eller forlader mig. Jeg har aldrig haft brug for mange mennesker i mit liv - bare de rette. Hvor gør det ondt, når der er nogen, man savner: Hannibal, far, Lasse. The show must go on ...


Hannibal: "Mor, de er ikke så gode til at passe på mig, dem, jeg er hos nu."
Mig: "Det er jeg meget, meget ked af at høre, min skat - jeg er også ked af, at jeg så ikke får lov til at passe på dig."
Hannibal: "Årh, mor. Du skal ikke være bekymret for mig - jeg kan godt passe på mig selv".

Mange ting gør ondt her i livet. Men det her er noget af det værste.

Samvær med min elskede søn i dag. Vi var i DGI-byen og svømme - tror faktisk, at Hannibal glemte, at tingene er, som de er. Vi havde det skønt. Lige indtil vi skulle sige farvel. Han bad og bad mig om at tage ham med hjem og klamrede sig til mig. Han sagde: "Mor, jeg har ondt i maven - og du skal passe på mig." Fuck, det er hårdt ...


Nu skal far flyttes igen. Anden flytning skete d. 23 dec - tredje flytning i forbindelse med Hannibals fødselsdag sidste år. Og nu, i forbindelse med min mors fødselsdag, skal far så flyttes for fjerde gang. De har tjek på hvilke dage, der betyder noget for vores familie.


Skulle have haft 3 timer med min elskede Hannibal i dag - men plejefamilien havde "kigget forkert" på skemaet - så det blev til 2 timer. 


Samvær med min elskede Hannibal bliver igen aflyst. Så går der igen 14 dage før vi ses. Det værste er, at jeg ikke kan passe på ham, når han er syg.

Jeg sidder og tænker, at det nok er i orden, at jeg faktisk ikke er helt på toppen. Inden for de sidste 7 år har jeg levet på en løgn i et forhold, der blev værre og værre. Holdt kun fast, fordi jeg ikke ville være den, der gav op og "ødelagde" familien.
Sidenhen er min far kommet i fængsel og sidder sammen med nogle af de mennesker, man forfærdet har læst om i aviserne. Min søn er blevet taget fra mig og bliver revet længere og længere væk fra mig. Jeg er blevet ekskluderet af veninder - smidt væk som ubrugeligt skrald. Faktisk, ser det ret sort ud. Og jeg savner, så det flår mig levende.
Men jeg har trods alt stadig mennesker i mit liv, jeg kan være meget taknemmelig over at kende - og det er jeg. Tak.


I dag sagde Hannibal: "Mor, jeg får ondt i maven af at savne dig."


Efter at Tårnby Kommune har sat vores samvær ned til kun at være hver 14 dag, har jeg forsøgt at appellere til plejefamilien om at bruge den mailadresse, der er oprettet til selv samme formål til at sende billeder og skrive, hvordan Hannibal har det og historier fra hans hverdag, så jeg har mulighed for at følge med. Det svar, jeg får tilbage, bekræfter mig yderligere i, at alt det negative, Hannibal fortæller, er sandt:

Nu er det heldigvis os, der bestemmer, hvornår vi vælger at skrive, og hvad vi skriver. Vi vil skrive kort om det medfølgende billede og ikke en lang afhandling om hverdag. Du kan forvente, at det bliver om fredagen.

Det gør ondt helt ind i knoglerne ved tanken om, at min elskede søn er hos de mennesker ...