fredag den 18. marts 2016

0 pressedækning, begyndende spin

Her på andendagen efter Marion Olivia Weilharters spektakulære medhold fra FN's kvindekomité er der stadig ingen pressedækning. Ingen overhovedet. Til gengæld kom der, på opfordring fra advokat Trine Ødemotland, i går en antiklimaktisk melding  fra direktør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, som på sin åbne Facebook-side skrev:

Jeg er blevet opfordret til at kommentere på FN’s Kvindekomités udtalelse af 15. marts 2016 i den såkaldte Oliver-sag.
Der er tale om en sag om forældremyndighed mellem en mor fra Østrig og en far fra Danmark. Både højesteret og landsret i de to lande har truffet modsatrettede afgørelser, og begge forældre har beskyldt hinanden for kidnapning af barnet med videre. Sagen er ulykkelig for alle parter –– og ikke mindst for barnet.
Børnesager er notorisk vanskelige at afgøre, fordi myndighederne hele tiden skal have barnets bedste for øje, og fordi forældrene ser med meget forskellige øjne på sagen. Denne sag er ekstra kompleks, fordi der er tale om en grænseoverskridende sag, hvor der er truffet afgørelser i to forskellige lande, og ikke mindst fordi domstolene i de to lande har truffet afgørelser i hver deres retning.
Kvindekomitéens udtalelse går ud på, moren er blevet udsat for kønsdiskrimination. Komitéen anbefaler derfor blandt andet, at barnet, som nu bor med sin far i Danmark, skal overdrages til moren.
Børnesager er som nævnt meget komplekse. Både internationale domstole og internationale menneskerettighedskomitéer bør derfor altid udvise tilbageholdenhed i prøvelsen af faktum i sager. De nationale domstole er som udgangspunkt i meget bedre stand til at vurdere de konkrete sager, fordi de har hørt sagens parter, og de er i det hele taget tættere på den konkrete sag. Det er derfor også et knæsat princip, at internationale domstole og komitéer ikke skal opføre sig som såkaldte ”fjerde instans”-domstole/komitéer.
FNs Kvindekomité siger også selv, at den ikke skal sætte sig i de nationale myndigheders sted, men det er desværre lige præcis det, Kvindekomiteen gør, når den forsøger at tilsidesætte de danske myndigheders afgørelser i sagen.
FNs Kvindekomité burde efter min opfattelse alene have holdt sig til, om der var klare beviser for, at moren var blevet udsat for kønsdiskrimination. Det er der overhovedet ikke, og jeg er derfor enig med det dissentierende medlem af komiteen, som skriver, at “komiteen har sat sig selv i nationale myndigheders sted og er gået ind i en ekstremt kompliceret sag om forældremyndighed under påskud af [at behandle en sag om] kønsdiskrimination” (min oversættelse). 


 

Jeg er godt klar over, at mange umiddelbart vil mene, at Institut for Menneskerettigheder skal støtte FNs klagekomitéer, og at udtalelsen viser, at børn og mødre ikke behandles retfærdigt i Danmark.
Det ville jeg normalt også gerne, men i dette tilfælde står vi over for en meget ærgerlig udtalelse, som er med til at rejse tvivl om kvaliteten af udtalelserne fra FN’s Menneskerettighedskomitéer.

Direktøren har en pointe. Det havde været bedre, om et andet organ havde fremsat CEDAWs kritik og anbefalinger. Til gengæld er kritikken her ikke kun så tilpas kras, at den tigger om at blive taget alvorligt, den er også en GENTAGELSE af kritikken fra EU-Parlamentets Udvalg for Andragender, hvor Danmarks prekære forhold til menneskerettigheder og børnekonvention blev påtalt, så vidt vides uden reaktioner fra Institut for Menneskerettigheder.  

Dette take fra Instituttet virker som ilde skjult spin, der skal fjerne fokus fra CEDAW's kritik og rette den mod CEDAW selv –– fuldstændig som ingen hører, hvad feministen siger, men nøjes med at kalde hende feminist.

Rent bortset fra det er Oliver-sagen ikke kompleks. Det er en meget enkel historie om et land, der ikke overholder sine egne love.


Men rebet strammes om Jonas Christoffersen, når man læser, hvad den forh. sognepræst Sidsel Jensdatter Lyster oplyser på direktørens Facebook-side:


Jeg er meget rystet over Jonas Christoffersen fra Institut for Menneskerettigheder.

Jeg kan oplyse, at jeg siden 2011 har forsøgt at få et samarbejde i gang med Jonas Christoffersen på børneområdet, men at Institut for Menneskerettigheder i stedet har valgt at indlede et samarbejde med Foreningen Far


 

Jeg kan oplyse, at Jonas Christoffersen har nægtet at gå ind i sager om kvinder, som bliver forfulgt, fængslet og lever under jorden, fordi de bliver forfulgt i højkonflikt-skilsmissesager.
Han har valgt at ignorere og afvise rapporter fra Syddansk Universitet om posttraumatisk stress hos skilsmissemødre i højkonfliktskilsmisser. Og han har valgt at ignorere vores tv-udsendelse "Det hemmelige netværk" om kvinder, som lever under jorden. Han har ligeledes ikke fulgt op på vores rapport om stalking i Danmark -- og hvordan lovgivningen tvinger ofre og krænkere til at samarbejde om børnene. Ligesom børn tvinges til samvær med voldelige og pædofile og på andre måder aldeles uegnede forældre. Men nu, hvor en MOR skal have barnet udleveret –– så går han imod FN.
Er det sandt, at Marion Olivia Weilharter ikke har været udsat for kønsdiskrimination? Eller er sandheden snarere, at Jonas Christoffersen ikke ønsker at modvirke kønsdiskrimination af kvinder i skilsmissesager, fordi han er så optaget af foreningen Fars agenda?
Jeg blev lige klar over, at Institut for Menneskerettigheder for nylig har lavet en undersøgelse, som foreningen Far har efterspurgt længe: undersøgelser om fædrebarsel og e-bokse er åbenbart vigtigere end børnemishandling, skilsmisserelaterede drab og kvindeforfølgelse med senfølger i form af kompleks posttraumatisk stress.


Ikke så godt det dér. Det fremgår af Sidsel Lysters Facebook-side, at der kommer svar fra Menneskerettighedsdirektøren efter påske. 

1 kommentar:

  1. Det er ikke den eneste sag FN går ind i, der er også denne her: http://www.bt.dk/danmark/historisk-fn-stopper-danmark-maa-ikke-smide-somalisk-mor-og-baby-ud
    Men hvorfor BT så ikke skriver om at FN er gået ind i Oliver sagen, ja det er jo lidt af en gåde...

    SvarSlet